Det er igen blevet sæson for at lancere reformer, der skal skabe såkaldt vækst

Denne gang er det Dansk Industri, der vil have os til at arbejde længere. Samtidig skal arbejdsløse presses og straffes i endnu højere grad end i dag, og det skal være lettere at hente udenlandsk arbejdskraft til lavere løn. Alt sammen for at øge "arbejdsudbuddet" – et af de absolute favoritord på direktørgangene.

Nu skal historiens hjul rulles tilbage, hvis det står til den politiske elite, der hersker i Europa.

Det pudsige er, at det slet ikke er udbuddet af arbejde – men derimod udbuddet af arbejdskraft – man vil øge. Arbejdsgiverne vil ikke tilbyde flere jobs til de arbejdsløse. De vil have flere arbejdsløse til at slås om de jobs, der er.

Denne Orwellske manipulation med ord er en del af elitens fupnummer. Det er for længst bevist, at flere sultne arbejdsløse ikke betyder nye jobs. Men det betyder, at det bliver lettere at presse løn og levevilkår ned for arbejderklassen.

I over 100 år har klassekampen resulteret i gradvist kortere arbejdstid. Kravet om otte timers arbejde var afgørende for arbejderbevægelsens fremgang i århundredets begyndelse.

Nu skal historiens hjul rulles tilbage, hvis det står til den politiske elite, der hersker i Europa.

Efter britisk og tysk forbillede skal danske arbejdere og deres udenlandske kolleger arbejde mere og til dårligere løn. For at maksimere profiten skal en del af arbejderklassen lønnes så dårlig, at den ender som de såkaldte arbejdende fattige.

Suppekøkkener og food banks skal brødføde de arbejdere og arbejdsløse, der ikke kan opretholde et værdigt liv for deres indtægt. Lyder det langt ude? Det er virkeligheden lige syd for grænsen, hvor reformer på arbejdsmarkedet har skabt en ny underklasse ud af helt almindelige arbejdere. 

DI kan få lige så meget arbejdskraft, de vil have – dansk og udenlandsk - hvis de er villige til at betale en fair løn og tilbyde ordnede, aftalte forhold.  Det vil de ikke. Mens afsløringerne af overklassens skattefusk kommer rullende, mener selvsamme elite, at det endnu engang er det arbejdende folk, der skal betale regningen for en vækst, der ikke kommer.