Sådan er det jo. Der vil altid være nogen, der falder ud af dagpengesystemet.

Det var melding fra De Radikales Margrethe Vestager, da hun blev konfronteret med, at op til 30.000 vil miste understøttelsen næste år. Men det er ikke bare sådan. Angrebet mod de arbejdsløse kom ikke fra himlen.

De Radikale har – fra 1990’erne og frem til i dag – medvirket til at forkorte dagpengeperioden fra syv til to år og har gjort det meget sværere at genoptjene understøttelsen. Stramningerne bliver ekstra modbydelige af den alvorlige økonomiske krise, som koster jobs hver eneste dag.

Margrethe Vestager har samtidig et stort ansvar – sammen med EU godt nok – for, at der ikke som lovet bliver skabt nye arbejdspladser til de arbejdsløse gennem en kickstart af økonomien.

Det er på tide at fagbevægelsen smider fløjshandskerne over for regeringen, som har et konkret ansvar for at sikre de arbejdsløse.

Hun er udtryk for den økonomiske tænkning, der i øjeblikket præger alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten: Flere sultne arbejdsløse givere mere vækst. Efterlønsreformen er allerede med til at skabe dette større udbud af jobsøgende, som eliten ønsker.

Målet er et lavtlønsmarked efter tysk model. Her er antallet af lavtlønnede fordoblet siden 1998  og syv procent er officielt »working poor« – fattige trods et ordinært job. I Danmark står dagpengene i vejen for den politiske løndumping, fordi de holder de laveste lønninger oppe på et minimum.

Men har Vestager gennemtænkt konsekvensen af at lade tusinder af danske familier falde igennem sikkerhedsnettet? Hvad gør det ved det danske samfund? Vi kommer til at se en ny type fattige, der kommer fra det etablerede arbejdsmarked og indtil fornylig måske både havde hus og bil. Et fænomen vi kender fra dagens Sydeuropa

Dagpengene er en del af det klassesamarbejde, der kendetegnede velfærdsstaten. Arbejderne blev sikret understøttelse til gengæld for samarbejde, fredspligt og en økonomi, der ikke sikrede jobs til alle.

Nu er den globale krise så dyb, at systemets mænd og kvinder gør alt for at sikre firmaerne større profit uden tanke for konsekvenserne for de ramte familier og samfundet som helhed.

Derfor er det på tide at fagbevægelsen smider fløjshandskerne over for regeringen. S, R og SF  har et konkret ansvar for at sikre tilværelsen for de arbejdsløse og sørge for at skabe jobs, folk kan leve af.

Ellers kan Vestager meget vel  komme til at mærke hvordan det er at være i fare for at miste sit eget job, når konsekvenserne af reformer begynder at kunne mærkes.

Sådan er det jo.