19. maj 2008 i Nørrebrohallen: Villy Søvndal bliver tiljublet som en rockstjerne af flere hundrede tillidsfolk fra BUPL. Det er under de offentligt ansattes overenskomstkamp, og SF lover forandring for de offentligt ansatte. 

I dag er SF med i regeringen, de offentligt ansatte kan se frem til nulvækst i de kommende budgetaftaler, og der er ingen udsigt til lønfremgang eller bedre arbejdsforhold. Søvndal forlader nu formandsstolen, mens partiet skraber bunden i meningsmålingerne. 

Spekulationerne kører nu på fulde omdrejninger i medierne: Hvem bliver SF's nye formand? Men personspørgsmålet er ikke det mest interessante at sætte fokus på. Det centrale er SF's politiske kurs, og intet tyder på, at den vil blive ændret.

Vi er meget langt fra det kursskifte, som Villy Søvndal skabte så meget begejstring for.

En ting står lysende klart i kølvandet på SF's storhed og fald: Grundlæggende forandringer og en ny politik kan ikke sikres af en regering, der kobler sin økonomiske politik helt og totalt op på EU's nyliberalistiske kriseløsninger. En sådan regering kommer til at give kapitalismen kunstigt åndedræt og sender regningen for behandlingen til den almindelige befolkning.

Selvom regeringen også har gennemført gode ting, er vi meget langt fra det kursskifte, som Villy Søvndal skabte så meget begejstring for i partiets opgangstid. SF har fået skåret det ud i pap. Forandringer kommer ikke fra Christiansborg. De skabes af aktive fagforeninger og bevægelser, der sætter sig i bevægelse for at få sat en anden dagsorden. For fire år siden kunne det ske i et samarbejde med SF. I dag skal vi rejse kampen for at lægge maksimalt pres på Socialdemokraterne og SF. 

Der er brug for en bevægelse som i 2008, der fejer hen over landet, og gør det helt klart, at danskerne kræver en ny politik. Det er kampen udenfor Folketinget, som skaber de reelle forandringer.