Der er løbet meget vand i åen og mange ledende SF'ere fra posten, siden SF for 55 år siden blev stiftet på paroler om afrustning og antimiiltarisme og senere spillede en stor rolle i EF/EU-modstanden.

SF har siden sin stiftelse haft som erklæret mål at trække Socialdemokraterne til venstre. Men SF's partihistorie er klistret til med det ene skridt til højre efter det andet, så SF's love og principprogram i dag - selv efter de seneste revisioner - kun kan læses som en ren parodi.

Om SF's kamelslugning nu er slut, er et åbent spørgsmål. 55 år har åbenbart ikke været nok til at rydde karavanen for kameler.

I SF's love og partiprogram står der, at SF skal "virke for socialisme" og "på et marxistisk idégrundlag". Det må siges at være tomme ord. Efter flere såkaldte historiske kompromisser har partiet i dag totalt opgivet sin modstand mod EU og støtter en politik, der som fundament har en kapitalistisk markedsøkonomi. Med alt hvad det indebærer af nyliberalisme og udsalg af den kollektive velfærd. DONG-sagen var blot det strå, der knækkede kamelens ryg.

Med SRSF-regeringen satte Søvndal og Sohn deres underskrift på, at regeringens udgangspunkt er "VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand". Her blev SF for alvor sat under kapitalens åg. Partiet måtte med Helle Thorning-Schmidts ord arbejde for at "gøre sig fortjent til finansmarkedernes tillid". Det måtte følge Bjarne Corydon i at sikre finanslove, der skal "overholde budgetlov, EU-henstilling og finanspagt". En politik der ligger langt fra S-SF's valgløfter om en ny politik.

Med SF'eren Karsten Hønges ord føler mange SF'ere sig tørre i halsen efter at have slugt lidt for mange kameler. Dog åbenbart ikke mange nok for SF's såkaldte børnebande, der i dag alle har fundet plads i Socialdemokraternes moderskød for "at gøre arbejdet færdig".

Spørgsmålet er om SF's kamelslugning nu er slut. 55 år har åbenbart ikke været nok til at rydde karavanen for kameler. Efter "Børnebandens" exit kan man med rimelighed også spørge:

Hvad er egentlig det tilbageværende SF's politiske projekt?