Skatteminister Morten Østergaard har netop fremsat et lovforslag, som giver EU-borgere ret til børnepenge fra første arbejdsdag i Danmark.

Det rejser spørgsmålet: Skal EU diktere fri bevægelighed for danske børnepenge, eller har vi lov til at indrette vores samfund efter en skattefinansieret velfærdsmodel med universelle rettigheder?

Skal EU diktere fri bevægelighed for danske børnepenge, eller har vi lov til at indrette vores samfund efter en skattefinansieret 
velfærdsmodel med universelle rettigheder?

Det er i dag en kendsgerning, at et stigende antal borgere fra andre EU-lande modtager danske sociale ydelser - uanset om de betaler skat i Danmark eller ej.

Ifølge skatteministeren er der intet andet at gøre end at følge EU's krav. Det er simpelt hen "en lakmusprøve på, om man går ind for den fri bevægelighed" for arbejdskraften på EU's indre marked.

Det har Morten Østergaard fuldstændig ret i. Spørgsmålet er så, hvilken konsekvens man skal drage. Skal man gå hele vejen og lade EU diktere dansk sociallovgivning, sådan som Morten Østergaard mener? Eller skal man sige stop for EU's omsiggribende diktater på arbejdsmarkeds- og socialområdet - og dermed også stop for den uhæmmede fri bevægelighed?

Ifølge skatteministeren er det "uansvarlig EU-retlig selvtægt," hvis man ikke vil støtte regeringens lovforslag, som dog ikke ser ud til at samle flertal. Bortset fra SF, der i skrivende stund endnu ikke har meldt ud, har de andre folketingspartier nemlig sagt fra.

De Konservative og Liberal Alliances forslag om, at regeringen skal lade sagen prøve ved EU-domstolen, svarer dog nærmest til et krav om, at regeringen skal sikre sig papir på, at EU-reglerne skal følges.

Det samme gør Venstres modsvar. Det er nemlig, at man "sikrer at den fri bevægelighed går hånd i hånd med vores nordiske velfærdsmodel".

Men EU går ikke hånd i hånd. EU tager hele den hånd, EU-partierne rækker frem - og vrider armen om på det danske velfærdssystem.

Lakmusprøven for dansk selvstændighed består i, om vi vil lade det ske.