I dag er skammens dag.

Samtidig med at det på livet løs diskuteres, hvor store skattelettelser de rigeste danskere skal have, ryger 7000 børn ned under fattigdomsgrænsen.

Altså den grænse, der ville være, hvis ikke regeringen havde fjernet den.

Formålet er at presse mindstelønningerne på arbejdsmarkedet.

Det er regeringen selv, der vurderer, at antallet af fattige børn vil øges med 7000 på grund af kontanthjælpsloft og 225-timers-regel, der træder i kraft 1.oktober.

Forskning viser, at en barndom i fattigdom kan have alvorlige konsekvenser for børns trivsel og skolegang og præge dem op i voksenlivet.

Men den slags advarsler fra fagfolk og eksperter har regeringen kynisk fejet af bordet. Igen og igen har diverse ministre gentaget mantraet om, at stramningerne indføres, fordi det skal kunne betale sig at arbejde. 

At erfaringer fra 00'erne med kontanthjælpsloft og timeregel viser, at de nedsatte ydelser ikke fik flere i arbejde, har regeringen bekvemt valgt at se bort fra. 

I stedet har man henvist til en stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere, som argument for at indføre de nye fattigydelser.

Reformerne af dagpenge og førtidspension har skubbet flere over på kontanthjælp. Men det er en kendsgerning, at det samlede antal på offentlig forsørgelse er faldet konstant gennem de sidste seks år. 

Nye tal viser, at 746.400 i dag er på offentlig forsørgelse, når man ser bort fra unge på SU. Med til billedet hører, at næsten 94.000 af dem faktisk arbejder enten i fleksjob, skånejob eller virksomhedspraktik.

Andre godt 100.000 er enten på barselsorlov eller sygemeldt på dagpenge. Så det reelle antal, der er på dagpenge, kontanthjælp, efterløn og førtidspension, er nede på omkring 550.000.

Men der manipuleres med tallene for at tegne et billede af en kæmpestor menneskemasse, der nasser på samfundet.

Manipulationen skal tjene det egentlige formål med hele rækken af reformer, der alle har beskåret størrelsen af de sociale ydelser. 

Formålet er at presse mindstelønningerne på arbejdsmarkedet, ligesom vi ser i alle de lande, der fører den samme nyliberalistiske økonomiske politik.