For første gang nogensinde har Rigsrevisionen taget forbehold for hele Skats regnskab i det samlede statsregnskab. Det skyldes, at regnskabet indeholder så mange usikkerheder, at Rigsrevisionen ikke kan sige god for rigtigheden i regnskabet.

Situationen i Skat er et skandaløst eksempel på, hvordan politikerne bevidst har smadret en vital del af den offentlige sektor. 

Dermed rammer problemerne i det gamle Skat endnu et lavpunkt – trods flere års massiv kritik fra både Rigsrevisionen og Statsrevisorerne.

Situationen i Skat er på alle måder en kæmpeskandale, som har kostet samfundet milliarder af kroner. Hvor mange er der ingen som ved, men Skat selv vurderede i foråret, at alene små og mellemstore virksomheder sandsynligvis betaler 14 milliarder kroner for lidt – om året!

Alligevel er det som alvoren i kritikken preller af på politikerne som vand på en gås. De har nemlig allerede igangsat en handlingsplan for at rette op, så det behøver vi ikke snakke så meget om. Og der skal i hvert fald ikke stilles nogen til regnskab for noget som helst, er de ansvarlige partier enige om.

Virkeligheden er, at situationen i Skat er et resultat af en bevidst politik, som skiftende regeringer har gennemført – i første omgang VKO, som nedlagde tusindvis af stillinger i Skat i forbindelse med strukturreformen i 2005. Senere kom SRSF-regeringen, som grundlæggende videreførte den tidligere regerings besparelsesstrategi for Skat.

Virkeligheden er også, at den genopretningsplan, der er iværksat, ikke er tilstrækkelig. Og så sent som i december 2017 blev det meddelt, at regeringens plan om at dele Skat op i syv separate styrelser ville betyde, at op mod 1.400 ansatte rent fysisk skulle flytte til en ny arbejdsplads – med risiko for tab af kompetencer.

Planen er som alle de andre udflytningsplaner gennemført hen over hovedet på ansatte, som der generelt er lyttet alt for lidt til i hele forløbet.

Situationen i Skat er et skandaløst eksempel på, hvordan politikerne bevidst har smadret en vital del af den offentlige sektor. Hvad deres bagvedliggende motiver har været, kan vi gisne om – men i hvert fald ikke at styrke velfærden.