Socialdemokraterne er i modvind. Massiv kritik for løftebrud. Aflyste trepartsdrøftelser. Voksende krav fra fagbevægelsen om en forandring af dagpengereglerne. Det er blot nogle af årsagerne til, at Socialdemokraterne har historisk dårlige meningsmålinger, og i øvrigt har trukket SF med i faldet. Regeringen har ikke sikret det nødvendige politiske kursskifte efter 10 års borgerligt regime.

Den socialdemokratiske top har været under et stigende pres nede fra. Panikken er begyndt at brede sig i de lokale partiafdelinger  med udsigten til et katastrofevalg ved kommunal- og regionsvalget næste efterår.

I et forsøg på at vende udviklingen og skabe samling i partiet har fire ledende socialdemokrater skrevet en kronik i Politiken, hvor de beskriver hovedelementerne i, hvad de kalder Socialdemokraternes projekt.

Socialdemokraterne er i gang med et grundlæggende opgør med partiets traditionelle reformistiske linie.

På nogle punkter er der en skarp retorik. Den grådige finanskapital får skylden for den nuværende dybe krise. Liberalismen og ikke mindst den tidligere borgerlige regering kritiseres skarpt. Men så er det ligesom gassen går af ballonen.

Kronikken afspejler, at Socialdemokraterne er i gang med et grundlæggende opgør med partiets traditionelle reformistiske linie. Under indtryk af den dybe krise skæres guleroden væk, så der kun er pisken tilbage.

I kronikken formuleres det rimeligt åbent. Efter ti år med VKO’s ulighedsskabende politik konstaterer de fire socialdemokrater, at«i 2012 er vores historiske hovedforpligtelse ikke at omfordele økonomisk fra rig til fattig.« 

Kerneproblemet er, at Socialdemokraterne grundlæggende forsvarer den nyliberale politik, som anbefales af EU og som partiet har bundet sig til med finanspagten. Derfor varsler Socialdemokraterne et opgør med de almene velfærdsydelser, hvad der vil skabe øget ulighed i samfundet. 

Kronikken taler om at skabe en stærkere stat, men der gives ikke et løfte om en forbedret kollektiv velfærd. Tværtimod varsles »reformer hvor tidligere tiders privilegier bliver udfordret og forandret«. Det fremgår tydeligt af sammenhængen, at de fire top-socialdemokrater ikke lægger op til, at de økonomisk bedst stillede skal bære større byrder. 

I kronikken leder man forgæves efter løfter om det nødvendige politiske kursskifte. Der er ikke engang en antydning af en politisk selvkritik i forhold til den periode hvor Socialdemokraterne har ledt den nuværende regering.

Hvis toppen i Socialdemokratiet ikke har mere i posen, vil partiets nedtur fortsætte.