Løftet fra FN og fra verdens ledere om at udrydde sult og fattigdom senest om 15 år er slet og ret vidunderligt. Men løfter er nemme at give, og papir er taknemmeligt. Så lidt polemisk kunne man vel tilføje: Spis brød til!

Statsminister Lars Løkke Rasmussens skamløshed er grænseløs. Den ene dag står han og soler sig på talerstolen i FN og forpligter sig på den ambitiøse 2030-plan om at ydrydde fattigdom og sult, sikre rent vand og uddannelse, nedbringe uligheden og forbedre ulandenes vilkår på i alt 17 felter.

For hver krone, der gives i bistand til ulandene trækkes der 18 kroner ud. 

Næste dag står han på Christiansborg og gør det modsatte. Skærer i ulandsbistanden og giver til de rige, mens han tager fra de fattigste med den finanslov, som blev lagt frem.

Hykleriet er ikke kun et dansk fænomen. 

Samtidigt med, at Vestens politiske ledere skruer op for den humanitære retorik, skruer de ned for ulandsbistanden, som er én at de centrale forudsætninger for at målene kan nås. I 2014 var de rige landes ulandsbistand på 135 milliarder dollars. Det er 0,29 procent af BNP i de rige industrilande, som for mange år siden i FN lovede at yde 0,7 procent af deres BNP i ulandsbistand. Da bistanden var højest, udgjorde den 0,35 procent. Siden da er den faldet, og den falder stadig.

Så det er ikke i viljen til ulandsbistand, vi skal finde tilliden til, at 2030-målene opfyldes. Det er heller ikke i handelsvilkår og den globale økonomiske orden.

For samtidigt med at Vestens ledere lover at bidrage til at udrydde sult og fattigdom gennemtrumfer de samme vestlige ledere nyliberale frihandelsaftaler, som i de kommende årtier vil plyndre de fattige og de små i verden endnu mere. Hvis man ser på pengestrømmene i verden, så strømmer pengene fra de fattige ulande til de rige industrilande. For hver krone, der gives i bistand til ulandene trækkes der 18 kroner ud af disse lande på grund af handelsaftaler, som favoriserer industrilandene, samt på grund af renter, gæld, skattely og korruption.

Vi skal notere os de 17 løfter fra FN til verdens fattige og kræve løfterne indfriet. Dét skal være folkenes løfte til hinanden, og i det løfte er håbet forankret.