Arbejderen har den sidste uge bragt flere artikler om nedskæringer på sygehusene i Region Hovedstaden.

De ansatte i psykiatrien og på de medicinske afdelinger tegner et trøsteløst billede af ekstremt pressede arbejdsforhold, der gør det stadig sværere at sikre en god behandling og pleje.

Der er brug for en fælles kamp mod to procents kravet.

Sparepakkerne kommer i en lind strøm. Samtidig bliver de ansatte hvert eneste år stillet overfor kravet om at effektivisere to procent.

I sidste uge fik chefen for Rigshospitalets fødeafdeling nok. Han sagde sin stilling op i protest mod de konstante nedskæringer.

Opsigelsen har skabt fokus på de pressede forhold på landets fødeafdelinger. Der er indkaldt til samråd og høring i Folketinget om problemet.

Men sundhedsministeren forsvarer sig med, at Folketinget sidste år afsatte 50 millioner kroner årligt øremærket til fødeafdelingerne. 

Samme argument med tidligere afsatte øremærkede penge blev også brugt, da der for nylig var fokus på de pressede forhold i psykiatrien. 

Problemet er, at den slags øremærkede puljer slet ikke kan opveje de årlige krav om nedskæringer og effektiviseringer. Der er brug for et opgør med den såkaldte "nødvendighedens politik", der fremstiller det som en naturlov, at der konstant skal skæres ned i den offentlige sektor.

Det er meget positivt, at Jordemoderforeningen, Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen efter fødselschefens opsigelse i fælleskab har sendt et nødråd til politikerne på Christiansborg om at stoppe de konstante effektiviseringer på sygehusene.

Skal der skabes forandring, må fagbevægelsen gå langt mere aktivt ind i kampen mod nedskæringspolitikken. Velfærdsalliancens kamp mod omprioriteringsbidraget i kommunerne viste, at når det lykkes at skabe en alliance af fagforeninger, brugerorganisationer og lokalpolitikere, kan der skabes resultater.

Det er helt oplagt, at fagforeningerne for de sygehusansatte går sammen med patientforeninger og regionale politikere i en fælles kamp mod det årlige effektiviseringskrav på to procent.