Søndag mejede en palæstinenser en gruppe israelske officerselever ned med en lastbil i Jerusalem. Fire blev dræbt og 15 såret. Hændelsen vakte minder om tilsvarende tragiske begivenheder som dem i Nice i sommer og i Berlin op til jul. 

Tværtimod giver sådanne handlinger Israel mulighed for at trække offerkortet en gang til, som så ofte før.

Der er dog afgørende forskelle. Ofrene i Jerusalem var soldater – ikke tilfældige civile som i Nice og Berlin – som repræsenterer den israelske besættelsesmagt, som i 50 år ulovligt har holdt den palæstinensiske befolkning i et jerngreb. Ifølge folkeretten har et besat folk legitim ret til at angribe en besættelsesmagt og dens repræsentanter. 

Men mennesker, der befinder sig i en desperat situation, foretager ofte desperate handlinger. Og palæstinenserne på Vestbredden, i Gaza og Østjerusalem befinder sig i en desperat situation – svigtet af det såkaldte internationale samfund, som dagligt vender det blinde øje til deres lidelser.

Alene i årets første uge blev 150 palæstinensere hjemløse, fordi den israelske besættelsesmagt rev deres boliger ned. Flere end 170 palæstinensere blev kidnappet fra deres hjem af besættelsesmagtens soldater.

Palæstinenserne chikaneres dagligt af israelske soldater eller de mange tusinde bosættere, der stjæler mere og mere palæstinensisk jord og de facto forhindrer, at palæstinenserne kan få deres egen stat.

De hegnes ind som dyr på Vestbredden af Israels apartheidmur eller af besættelsesmagtens militær i Gaza, de myrdes, lemlæstes, mishandles. Mange generationer er blevet frataget enhver fremtidsmulighed.

Når det er sagt, så støtter vi ikke sådanne individuelle aktioner, uanset hvor forståelig bagrunden end måtte være. Individuelle desperadoaktioner gavner ikke palæstinensernes retfærdige sag.

Tværtimod giver sådanne handlinger Israel mulighed for at trække offerkortet en gang til, som så ofte før. Den israelske regering med Benjamin Netanyahu i spidsen har hurtigt udnyttet situationen til endnu engang af fremstille Israel som stakkels offer –  og det såkaldte verdenssamfund kan fortsat vende palæstinenserne ryggen.