I dag er det officiel flagdag for at fejre de 26.000 danske soldater, der siden 1992 har været sendt i krig.  Over hele landet markeres dagen med militære parader, taler og  overrækkelse af medaljer.

Flagdagen skal nu for femte år i træk søge at rodfæste støtten til krigen i danskernes folkesjæl. Gennem to årtier er krigspropagandaen trængt ind under huden. Magthaverne vil gøre krigene til noget positivt og en naturlig del af dagligdagen.  

Efter 20 års krigsdeltagelse er der ikke meget at prale af. Krigene, hvor danske soldater har deltaget, har ikke ført til frihed og demokrati. Stormagterne og ikke folkene er de reelle magthavere.  De civile ofre er ubeskrivelige.

Efter 20 års krigsdeltagelse er der ikke meget at prale af. Krigene, hvor danske soldater har deltaget, har ikke ført til frihed og demokrati

I Afghanistan bliver det stadigt mere tydeligt at NATO ikke kan vinde en militær sejr. Genopbygningen af det krigshærgede land, er i det store og hele slået fejl.

Det regime, som danske soldater idag er med til at holde ved magten i Afghanistan er korrupt og uden en reel folkelig opbakning. Hvis NATO trak sine soldater og lukkede for pengestrømmen, så faldt den afghanske regering på få dage.

Hundredevis af de unge mænd og kvinder er kommet hjem fra krigene med varige fysiske og psykiske skader. Mere end 60 danske soldater er omkommet. Officielt er flagdagen oprettet for at støtte de udsendte soldater. Det kan man i virkeligheden kun gøre ved at trække dem hjem. Deres opgave er umulig. Krigene koster det danske samfund svimlende summer, som kunne bruges bedre til at oprette arbejdspladser eller sikre befolkningen i de krigsplagede lande social fremgang.

På flagdagen vasker magthaverne hænderne. De håber at flagene, paraderne og de små gule sløjfer vil få os til at glemme den endeløse række af fiaskoer på slagmarken, de mange skandaler i forsvarsministeriet og ikke mindst de spildte liv og milliarder.

Derfor flager vi på halv.