Tøjbutikkerne bugner af tilbud på sidste års mode, der skal sælges for at gøre plads til næste kollektion. I et forsøg på at opretholde et meningsløst forbrug, sættes penge og kræfter ind på at lokke danskere til januarudsalg. Og vi køber, man sparer, hvor man kan, i en krisetid.

I Cambodja blev mindst tre tekstilarbejdere skudt af politiet kort efter nytår. Tekstilarbejderne var på gaden for at kræve en løn, de kunne leve af for de ekstremt lange og farlige arbejdsdage på fabrikkerne. Arbejderne kræver 875 kr. om måneden.

 Der er i flere år foregået udsalg af arbejdernes rettigheder.

I Bangladesh, hvor de fleste stor danske tøjmærker får syet tøj, fik produktionen et boost, da lønnen steg på fabrikkerne i Kina for få år siden. Det fik de globale brands til straks at flytte ordrerne til Bangladesh, hvor arbejderne - typisk kvinder - får under én krone i timen og bliver slidt ned på få år af et umenneskeligt arbejdspres.

Arbejderne har ingen reelle faglige rettigheder og kan derfor ikke danne slagkraftige fagforeninger, der kan rette op på problemerne. Utallige gange er arbejdere blevet fyret for at lufte tanken om faglig organisering. Der er i flere år foregået udsalg af arbejdernes rettigheder.

Oveni den daglige undertrykkelse rammes arbejderne i Bangladesh brande på og kollapser af fabrikker. Den værste - katastrofen på Rana Plaza - dræbte over 1100 arbejdere. Ofrene og de efterladte venter stadig på erstatning fra de tøjselskaber, der tjener milliarder på at sælge tøj, lavet på sultelønninger.

De internationale og danske virksomheder forklarer, at de ikke har ansvaret for krænkelserne: De er blot kunder hos fabrikkerne, de afgør ikke lønnen og kræver i øvrigt, at menneskerettighederne overholdes, og at sikkerheden er i orden, men den slags er svære at kontrollere.

Det er kapitalismens lov, at virksomhederne søger at få varerne billigst muligt. Selv om tøjbranchen er profitabel - flere af verdens rigeste mænd er tøjbaroner - betyder konkurrencen, at profitten konstant skal maksimeres. Men de danske tøjkoncerner kender vilkårene, når de vælger at få syet tøj til en pris, der er så lav, som det er tilfældet.

Der er brug for at stille danske og globale tøjbaroner til ansvar for slaveforholdene på verdens systuer og støtte tekstilarbejdernes krav om basale rettigheder. Det er arbejdernes egen styrke, der i sidste ende kan ændre på forholdene.