Det er glædeligt, at USA nu endeligt har løsladt de sidste tre af fem cubanere, der i mere end 15 år uretmæssigt har siddet bag tremmer i amerikanske fænglser.

Efter løsladelsen bekræftede Cubas præsident Raúl Castro og USA's Barack Obama, at løsladelsen desuden vil blive fulgt op af en række tilnærmelser mellem de to lande.

Fange-løsladelsen er et led i USA's bestræbelse på at vinde sympati i en ellers presset situation.

At USA nu efter mere end fem årtiers kold luft vil til at skabe et bedre forhold til Cuba, skyldes dog knap så meget et ændret syn på Cuba og socialisme, som det skyldes USA's nuværende politiske situation.

USA er presset på spørgsmålet om blokaden, hvor så godt som alle regeringer i verden er imod den. For nyligt stemte hele 188 lande på FN's Generalforsamling for dens ophævelse.

I forhold til Latinamerika skal Obamas kursskifte over for Cuba ses som konsekvens af den venstrebølge, der har rullet gennem Latinamerika de seneste 15 år. Denne udvikling har efterladt USA i uvant rolle som politisk isoleret.

Fangeløsladelsen er således et led i USA's bestræbelser på at vinde sympati i en ellers presset situation.

Intet tyder på, at USA har intentioner om at ændre den politiske linje over for lande, der ikke spiller efter amerikanernes violin. Tværtimod.

Alene i løbet af Obamas embedsperiode har USA konsekvent intensiveret bestræbelserne på at underminere venstreorienterede regeringer i Latinamerika.

Under parolen "demokratifremme" har den amerikanske regering i årevis postet millioner i tusindvis efter oppositionelle kræfter i lande som Venezuela, Bolivia, Ecuador og Brasilien.

Og så sent som i sidste uge indførte USA nye sanktioner mod den socialistiske regering i Venezuela.

Det er derfor sandsynligt, at Obama med det nye kursskifte over for Cuba blot forsøger at ændre en strategi, der efter 50 år ikke har virket efter hensigten.

Usandsynligt er det til gengæld, at USA reelt vil ophæve blokaden af Cuba. Det kræver nemlig en vedtagelse i den amerikanske kongres, og den sidder den nuværende politisk-økonomiske elite tungt på. For denne elite er USA's imperialistiske udenrigspolitik garanten for dens interesser.