Tidligere på ugen lancerede regeringen sit udspil til en reform af den offentlige sektor. 

Regeringen vil sikre de offentligt ansatte mere tid til kerneopgaven, der skal gøres op med unødvendige krav og kontrol, skabes sammenhæng i den offentlige sektor og sikres bedre ledelse.

Den eneste udsigt til flere varme hænder er planen om øget brug af frivillige.

Smukke ord og løfter, som de færreste kan være uenige i.

Men det er værd at bemærke, at regeringen på ingen måde lægger op til et opgør med markedsgørelsen af den offentlige sektor eller med de konstante nedskæringskrav. Tværtimod.

Regeringen vil have private til at løse endnu flere velfærdsopgaver. Det skal blandt andet ske ved at udvide fritvalgsordninger, som vi kender indenfor hjemmeplejen, til langt flere områder. 

Erfaringerne fra frit valg skræmmer – ikke mindst i forhold til striben af konkurser. Men det får ikke regeringen til at ændre kurs.

Frit valg betyder, at kommunerne bliver tvunget til at sætte pris på endnu flere opgaver ned i mindste detalje og skal bruge ressourcer på at gennemføre udbud og lave aftaler med private firmaer. Altså mere måling og kontrol.

Også et andet af regeringens forslag vil betyde mere registrering, trods løfter om det modsatte. Der skal indføres systematisk benchmarking, hvor resultater på de enkelte institutioner, kommuner og regioner skal måles og sammenlignes.

Regeringen vil også igangsættes en ny form for offentligt-privat samarbejde, hvor private investorer som for eksempel pensionskasser kan finansiere nye forebyggende sociale tiltag og få del i den økonomiske gevinst, hvis det lykkes at spare penge.

I stedet for at lade pensionskasserne overtage offentlige velfærdsopgaver kunne regeringen vælge at inddrive de omkring 1400 milliarder kroner i pensionskasserne, der er udskudt skat og dermed statens penge. Det er jo sådan, at pensionsindbetalingerne først beskattes, når de udbetales. Tænk hvad der kunne gennemføres af velfærdsforbedringer for det beløb!

Men regeringen holder fast i påstanden om, at der ikke er flere penge til velfærd, og fastholder den nyliberalistiske nedskæringspolitik. Den eneste udsigt til flere varme hænder er planen om øget brug af frivillige.