Det er snart to år siden, at den daværende danske udenrigsminister Villy Søvndal besøgte Libyen i Nordafrika. Det var få måneder efter, at danske F-16-fly havde bombet landet og været med til at fjerne statslederen, Muammar Gadaff og hans regime.

NATO-kampagnen i 2011 mod Gadaffi banede vejen for Libyens totale kollaps, som udfolder sig i dag.

Søvndal erklærede dengang fra Tripoli til TV2, at "der herskede fred og ro" og tilføjede, "det er stærkt opmuntrende at se, hvad libyerne har opnået af fremskridt siden da". (Gadaffis fald i oktober 2011)

Kort efter udtrykte Søvndal i et indlæg i Berlingske Tidende stor forståelse for de forskellige militære fraktioners forsøg på “at positionere sig for at opnå indflydelse på, hvordan de store ressourcer bliver fordelt i det nye Libyen.”

De blodige kendsgerninger er, at to fraktioner, der tidligere fik luftstøtte fra NATO i kampen mod Gadaffi, er ved at flå hinanden og civilbefolkningen i stykker og smadre landet i en borgerkrig om oliefelterne. 

Flere olielagre med olie og gas til Vesten er i øjeblikket sat i brand efter angreb. Italienske, tyske og amerikanske brandfolk er på vej for at slukke ilden. Sker det af bekymring for Vestens adgang til Libyens olie og gas – Afrikas største reserver – eller af venlighed mod landet?

2700 blev dræbt sidste år, mens 150.000 civile lige nu er på flugt. 

NATO-krigen i 2011 mod Gadaffi skete ellers for at forsvare civile mod vold og folkemord. Men stik mod den erklæret hensigt har den banet vejen for landets totale kollaps. Det har banet vejen for radikale islamister, den ene part i borgerkrigen, som har kontrollen i hovedstaden Tripoli samt store områder mod øst. Den anden part støttes af Vesten.

Kaosset i Libyen følger det samme mønster som i Irak og Afghanistan efter USA og NATO's krige: Ødelagte samfundsstrukturer, krige. enorme flygtningestrømme, fattigdom og et folk i splid. 

Dermed er vejen åben for nye militære, "humanitære" interventioner og permanent indblanding fra Vestens imperialistiske magter.