Advokat Bjørn Elmquist' kontor på 1. sal på H.C.Andersens Boulevard i midten af København har en særpræget udsmykning - afrikanske træfigurer, en æske Mozart chokolade-kugler, en fyldepen i en gaveæske...

Ved første øjekast måske ikke noget særligt. Men for Bjørn Elmquist har hvér enkelt lille ting stor betydning: De er gaver, han har fået fra mennesker, han har forsvaret igennem tiden.

- Fyldepennen har jeg fået af Ashkan, en ung mand, der boede i Danmark sammen med sin mor, der var flygtet fra Iran. Da han blev 18 år, blev han tvangshjemsendt til Iran. I lufthavnen forsøgte at begå selvmord ved at skære sin pulsåre over. Men han blev lappet sammen og sendt afsted afsted med blod på tøjet og bandager om håndleddene. To dage efter ankomsten til Teheran blev han fængslet og udsat for tortur. Efter to blev han løsladt, og det lykkedes ham at flygte til Danmark. Jeg forsøgte - desværre uden held - at få tilkendt ham en erstatning, fordi de danske myndigheder havde udvist ham til tortur, fortæller Bjørn Elmquist.

Gennem mit arbejde har jeg opnået viden, erfaring og faglig indsigt. Jeg er i kontakt med mange udsatte mennesker og mindretal i samfundet. Derfor føler jeg en forpligtelse til at råbe op og sige fra, når jeg oplever uretfærdighed.

En hædersbevisning mangler dog i samlingen: Nemlig den medalje fra selveste dronningen, som han fik tilbudt efter flere års tro tjeneste for folkestyret som formand for flere af Folketingets udvalg. Men den ville Bjørn Elmquist ikke have:

- Jeg er mere til Mozartkugler end medaljer. Jeg er ikke den store monarkist, siger han.

Tiltrængt skulderklap

Siden Bjørn Elmquist startede som forsvarsadvokat i 1998, har han ført en række kontroversielle sager - blandt andet for den kurdiske tv-station Roj TV, der står anklaget for at være talerør for oprørsbevægelsen PKK og for den humanitære organisation Al Aqsa, der blev frifundet for at samle penge ind til børn af palæstinensiske selvmordsbombere.

Der er langt imellem skulderklap og anerkendelse i dagligdagen, hvor Bjørn Elmquist pendler mellem Københavns Byret, Østre Landsret og Højesteret. Derfor var Elmquist særlig glad da han i lørdags - som den første - modtog Patrick Mac Manus' Mindepris.

- Jeg er meget stolt og beæret over at modtage prisen. Mac Manus var en menneskerettighedsaktivist og forkæmper for demokratiet. Det er et stort skulderklap. Og den slags er rart, fordi jeg ofte tager sager, hvor medierne, det politiske system og anklagemyndigheden er kørt i stilling mod dig og din klient. Så kan man nemt føle sig alene, fortæller Bjørn Elmquist.

Kamp mod terrorlovene

I løbet af det sidste årti har Bjørn Elmquist oplevet, hvordan især terrorlovene har gjort det sværere at være forsvarsadvokat.

- Med terrorangrebet den 11. september blev der dækket et ta-selv-bord, hvor politiet, PET og anklagemyndigheden fik en række nye magtmidler, som man aldrig ville have givet dem før, siger han.

Overvågningen blev øget og straffene skærpet. Der blev indført hemmelige vidner, hemmelige betalte PET-agenter, hemmelige retsmøder og hemmelige advokater, som gør det svært for domstolene reelt at efterprøve PET og politiets anklager. 

Samtidig er retssikkerheden og borgernes muligheder for at forsvare sig imod magthavernes anklager blevet udhulet af sorte streger og anonyme PET-vidner med parykker og falske briller.

Da terrorlovene for første gang skulle stå sin prøve i en terror-straffesag herhjemme, bad de tiltalte - to herboende palæstinensere - Bjørn Elmquist om at forsvare dem:

- Formanden og kassereren i den velgørende organisation Al Aqsa blev i efteråret 2002 terrorsigtet, fordi de havde samlet penge ind til forældreløse palæstinensiske børn i de israelsk besatte områder. Pengene betød, at børn af selvmordsbombere kunne få 50 dollar om måneden, så de havde råd til at gå i skole. Men det var et problem, mente anklagemyndigheden. For når der findes den form for velgørenhed, tænker de palæstinensiske fædre: "Hvis jeg bliver selvmordsbomber, er mine børn sikret 50 dollar hvér måned til skolegang". Den måde at tænke på, viser jo en forråelse af anklagemyndighedens syn på, hvad der er kriminelt, forklarer Bjørn Elmquist.

Han uddyber:

- Det var en rystende retssag. Størstedelen af de bilag, jeg fik udleveret fra anklageren var stemplet med: "Dine klienter må ikke gøres bekendt med disse bilag". Hvordan skal jeg kunne forsvare dem, hvis jeg ikke må drøfte de dokumenter med mine klienter, som anklagerne imod dem bygger på, spørger Elmquist.

Bjørn Elmquist' to klienter fra Al Aqsa blev dog frifundet i både Københavns Byret og i Østre Landsret.

Hemmelige agenter

Men sagen er blot ét af Elmquist' mange eksempler på at stramningerne i kølvandet på 11. september har gjort det sværere at være forsvarsadvokat - og lettere at være anklager, politi og efterretningstjeneste.

Han husker især Vollsmose-sagen, som endte med at tre personer i 2008 ved Højestere blev idømt mellem fem og tolv års fængsel. De tre blev dømt for at planlægge et terrorangreb et sted i Danmark, og for at have indkøbt gødning og andre ting, der ifølge anklagen skulle bruges til at fremstille en bombe.

- Det var modbydeligt. PET havde sendt en hemmelig, civil agent ind i gruppen. Og ikke nok med det: Agenten fik penge af PET for at gøre sit arbejde. Man kan let få den tanke, at agenten har forsøgt aktivt at fabrikere så belastende "beviser" som muligt mod resten af gruppen - og dermed gøre sig selv uundværlig og fortjent til maksimal løn af PET. Den slags økonomiske motiver hører ikke hjemme i et dansk retssystem.

Men det var ikke de eneste forhindringer, der blev lagt i vejen for retfærdigheden:

- Da en PET-agent skulle vidne, havde han sort paryk og falske briller på. Det var anklagerens betingelse, hvis agenten skulle vidne, fortæller Bjørn Elmquist.

I sagen mod Roj TV blev hele retssalen ryddet, da en "terrorekspert" fra PET skulle vidne. Ikke engang Roj TV's repræsentanter måtte være til stede i retssalen. 

- Salen blev simpelthen ryddet. Vi måtte ikke engang få hans navn at vide. Det betyder, at anklagerens forklaring let kommer til at stå alene.

Med cirka 100 verserende løbende sager er Bjørn Elmquist indimellem nødt til at rydde op i sine papirer.

Men én mappe har han besluttet sig for at gemme: Det er en af de mange mapper med sagsakter fra Vollsmose-sagen.

- Den har jeg stående til minde om sagen. Cirka 80 procent af mappen er streget ud med sort af PET. Det er grotesk, og rystende at jeg ikke måtte se mere. Især fordi der jo var tale om alvorlige anklager. Min klient afsoner 12 års fængsel, og når han bliver løsladt, skal han udvises af Danmark for altid.

Magtens vilkårlighed

Som formand for Retspolitisk Forening er Bjørn Elmquist én af de mest markante debattører i diskussionen om terrorlovenes konsekvenser for ytringsfrihed og demokrati.

- Det er en vigtig debat at rejse. Terrorlovene indskrænker ytringsfriheden og demokratiet, fordi de kriminaliserer lovlig frihedskamp. Det er sagen mod Roj TV et levende eksempel på. Terrorlovene er efterhånden blevet udbygget så meget, at selv ytringer og dermed holdninger kan blive straffet som støtte til terrorisme, siger Elmquist.

Men hvad driver den 73-årige advokat op af sengen og hen på kontoret hvér dag - og til ofte at inddrage weekenderne til at læse op på sager?

- Hvér gang jeg oplever uretfærdighed fra magthavernes side, får jeg lyst til at "gøre noget". Sådan et samfund har jeg ikke lyst til at leve i. Jeg brænder især for sager, hvor jeg ser tilløb til magtmisbrug overfor samfundets udsatte. Selv når jeg ser fodbold, holder jeg næsten altid med det hold, der er bagud, griner Elmquist.

Siden han i 1990 skiftede fra Venstre til Radikale Venstre i Folketinget, har advokaten været i konstant politisk bevægelse. Ved de sidste to folketingsvalg har han stemt på Enhedslisten, og mener at det kun er venstrefløjen, der forsvarer de individuelle frihedsrettigheder. - Når alle magtens myndigheder står sammen mod den enkelte, er det vigtigt at retssikkerheden virker, og vi lever op til løftet om at vi lever i et demokrati og i et retssamfund, der sikrer en retfærdig rettergang. Der skal være lighed for loven.

Erfaring forpligter

Fra næste torsdag kan Bjørn Elmquist skrive endnu en post på CV'et når han indtræder i Arbejderens nye retspolitiske kommentarpanel.

- Jeg vil meget gerne deltage aktivt i debatten om retspolitikken i dag. Retspolitik handler ikke kun om straf og retssager. Retspolitikken er en central del af vores demokrati. Og Arbejderen leverer god, progressiv journalistik. Det vil jeg gerne bakke op om. Det er nødvendigt. For i det politiske spektrum i dag er det svært at få øje på nogen, der slås for borgernes rettigheder.

Advokaten vil ikke nøjes med at rette ind efter landets love: Selvom han ikke længere sidder i Folketinget, vil han stadig være med til at påvirke det samfund, han lever i.

- Gennem mit arbejde har jeg opnået viden, erfaring og faglig indsigt. Jeg er i kontakt med mange udsatte mennesker og mindretal i samfundet. Derfor føler jeg en forpligtelse til at råbe op og sige fra, når jeg oplever uretfærdighed.