Socialpolitisk Forening ønsker nedsættelse af en ny socialkommission. Der er brug for at nytænke hele socialpolitikken, mener foreningen.

Der skal nedsættes en socialkommission, som kan komme med et udspil til, hvordan det sociale arbejde og dets forvaltning skal udvikles på kort og langt sigt. Kommissionen skal bestå af praktikere, forskere og borgere.
Sådan lyder et af de forslag til den kommende socialreform, som Socialpolitisk Forening i løbet af sommeren har sendt til socialministeren og Folketingets Socialudvalg.
Forslaget er en del af et samlet udspil om den kommende socialreform. Arbejderen offentliggør i dag udspillet i sin helhed.
– Et af vores vigtigste budskaber er forslaget om at nedsætte en socialkommission. Det er på tide med en kommission, der ser bredt på hele det sociale område, siger Robert Olsen, formand for Socialpolitisk Forening til Arbejderen.
Foreningen lægger vægt på, at regeringen skal have som udgangspunkt for arbejdet med en socialreform, at der skal gøres noget ved den stigende fattigdom og sociale ulighed. Og det skal være slut med, at socialpolitik reduceres til kun at handle om at få folk i arbejde, som tendensen har været de sidste ti års tid.
– Socialpolitikken skal have fokus på de svageste grupper og også sikre inklusion af dem, selvom de ikke kan leve op til de store krav arbejdsmarkedet stiller i dag, understreger Robert Olsen.
Arbejderen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra flere af de politikere, som oplægget er sendt til.
Socialministeriet oplyser, at der ikke bliver tale om én samlet reform, men om en række delreformer. Den første bliver fremlagt i løbet af den næste måned og kommer til at dreje sig om tilsyn med anbringelse af udsatte børn og forældreansvar.
Socialminister Karen Hækkerup sagde tidligere på året i et debatindlæg i Jyllands-Posten, og at hun i reformarbejdet ønsker en debat af, hvor grænserne skal gå mellem velfærdsstatens ansvar og det personlige ansvar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278