4,1 milliarder kroner. Det er profitten i Dansk Bank for første halvår, hvilket er en fremgang på 20 procent. Samtidig vil bankens ledelse fyre flere ansatte.
Danmarks største bank, Danske Bank, tjente i årets første halvdel 4,1 milliarder kroner før skat.
– Det er det bedste halvårsresultat, siden den finansielle krise slog igennem i 2008. Resultatet viser en fremgang på 20 procent. Det er lykkedes at få indtægterne op trods det lave renteniveau, siger bankens ordførende direktør Eivind Kolding.
Samtidig varsler bankens ledelse nye og hurtigere fyringer af de ansatte i bankens danske filialer.
Ledelsen vil over de næste to år beskære antallet af filialer med en tredjedel for også at sikre profitten i årets sidste halvdel. Banken er allerede godt i gang med at lukke filialer. 67 er blevet lukket i årets første halvdel, heraf de 31 i Danmark.
Ifølge planerne skal antallet af ansatte beskæres med 2000. Det bliver nu fremskyndet, hvad der vil betyde, at nedlæggelsen af job næppe kan klares hovedsagelig ved naturlig afgang, sådan som bankledelsen ellers har lagt op til.
For at de tilbageværende ansatte kan betjene kunderne, skal flere kunder benytte sig af netbank, mobilbank og lignende, der ikke kræver personlig betjening.
Dagbladet Børsen citerer kilder i Danske Bank for, at banken vil fremme denne udvikling ved så vidt muligt at placere de resterende filialer på første sal.
Selv om Eivind Kolding nævner det lave renteniveau som en hindring for endnu større profitter, er det dog især renteindtægterne, der sammen med forsikringsaktiviteterne har sikret Danske Bank en profit-fremgang på 20 procent i forhold til sidste år.
Nettorenteindtægterne i årets første halvdel løb op på 13,4 milliarder kroner, en fremgang på en milliard i forhold til 2011. En øget forskel på bankens ind- og udlånsrenter, den såkaldte rentemarginal, har alene sikret banken en profit på fire milliarder kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278