Enhedslisten og Kommunistisk Parti støtter demonstrationen den 4. juni mod regeringens nedskæringer og opfordrer deres medlemmer til at deltage.
Det er flot, at aktive fleksjobbere arrangerer en demonstration mod regeringens nedskæringer overfor nogle af de mest udsatte grupper. Det bakker vi selvfølgelig op omkring.
Sådan lyder meldingen fra både Enhedslisten og Kommunistisk Parti i forhold demonstrationen den 4. juni imod regeringens nedskæringer i forhold til blandt andet fleksjob og førtidspension.
– Selvfølgelig bakker Enhedslisten op om den fantastiske mobilisering, som fleksjobberne er i gang med. Det er en rigtig grim spareøvelse, regeringen er i gang med. Det vil føre til, at mange flere tusinde bliver bragt på grænsen til fattigdom, og det er vel at mærke mennesker, som har det svært nok i forvejen med kroniske sygdomme og handicap. Mette Frederiksen skulle skamme sig, siger Finn Sørensen, Enhedslistens socialordfører.
Han er helt på linje med Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti.
– Reformen af førtidspension og fleksjob rammer en meget udsat gruppe. Mennesker med sygdomme som sclerose, kræft og muskelsvind vil få markant dårligere forhold, hvis reformen gennemføres. Heldigvis er der nogle fleksjobbere som har overskud til at handle. Det fortjener al mulig støtte, siger Jørgen Petersen.
– Det kan ikke passe, at syge og handicappede skal have lønnedgang, samtidig med at topskatten skal lettes. Det er dybt asocialt, tilføjer han.
Begge partier vil nu sprede kendskab til demonstrationen gennem deres medier og opfordrer kraftigt deres medlemmer til at deltage den 4. juni.
– Der er også penge til arrangementet på vej fra Rød Fond og fra Enhedslistens folketingsgruppes lotterikasse, oplyser Finn Sørensen.
Både Jørgen Petersen og Finn Sørensen opfordrer hele fagbevægelsen til at bakke op om demonstrationen. Reformen vil betyde langt dårligere vilkår for mange medlemmer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278