Liselotte Christiansen kan ikke klare et almindeligt fuldtidsjob på grund af sclerose. Hun er en af de mange, som bliver hårdt ramt, hvis regeringen kommer igennem med sin fleksjobreform.

Liselotte Christiansen er dybt frustreret over, at det er en rød regering, som lægger op til at forringe forholdene for syge og handicappede.

Aage Christensen

Liselotte Christiansen gik ned med et brag, da regeringen fremlagde sit forslag til reform af førtidspension og fleksjob. Hun havde aldrig troet, at den nye regering ville komme med så voldsomt et angreb på syge og handicappede.

– Jeg blev så ked af det, så depressiv og tænkte bare, at nu er løbet kørt, fortæller Liselotte Christiansen.

Hun har besluttet sig for at fortælle sin historie, for at vise hvordan fleksjobreformen rammer en gruppe udsatte mennesker, som i forvejen har meget at slås med.

Derfor har Liselotte Christiansen inviteret indenfor i sin lille toværelses lejlighed på Amager. Her er ingen luksus. Toilettet er på størrelse med et garderobeskab, der er ikke varmt vand og badet er en lille rund brusekabine bag ved køkkenvasken.

Det var et kæmpe slag at blive syg og ikke kunne klare sig selv på samme måde som før. Nu kommer den her reform oveni. Det forstærker oplevelsen af, at samfundet ikke accepterer os.

Liselotte Christiansen er 35 år og fik for fem år siden konstateret sclerose. Hun er uddannet lærer, men sygdommen gør det umuligt at klare et almindeligt fuldtidsjob. Hun fik derfor bevilget et fleksjob på 20 timer om ugen for godt tre år siden. Siden da har hun haft en midlertidig ansættelse som lærer i et år.

– Jeg arbejdede med specialundervisning og var glad for at have et arbejde. De sagde, at de helt sikkert regnede med, at jeg ville blive fastansat, men da de fik budgettet for næste år, var der ikke penge til det. Måske spillede det også ind, at jeg fik et attak (et sygdomsangreb – red.) og derfor havde en sygeperiode, mens jeg var der, siger Liselotte Christiansen.

Udover det år har hun ikke været i arbejde som fleksjobber, selvom hun har søgt masser af job.

– Jeg bliver ikke engang kaldt til samtaler, selvom jeg ved, at jeg skriver gode ansøgninger, oplyser Liselotte Christiansen.

Stor lønnedgang

Da hun er arbejdsløs, modtager hun den såkaldte ledighedsydelse, som er på 91 procent af den højeste dagpengesats. For Liselotte Christiansen betyder det en månedlig indtægt på 15.535 kroner. Kommer regeringen igennem med sit forslag til reform, vil hun efter to års arbejdsløshed gå mere end 5000 kroner ned i indtægt om måneden.

Regeringen lægger nemlig op til, at arbejdsløse fleksjobbere skal sidestilles med almindelige arbejdsløse og ryge på kontanthjælp, når de har været uden arbejde i mere end to år. I dag kan fleksjobbere uden arbejde blive ved med at modtage ledighedsydelse, uanset hvor længe de mangler job.

Det er da ikke min skyld, at jeg blev syg.

– Den regel blev jo nok ikke vedtaget for ingenting. Det er jo netop, fordi man ved, at syge mennesker i fleksjobordningen har langt sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet end raske mennesker, siger Liselotte Christiansen.

– Jeg ville ikke vide, hvordan jeg skulle få det til at hænge sammen med kun 10.300 kroner om måneden. Det ville betyde, at jeg ikke har råd til internet eller til at være medlem af patientforeninger, andre foreninger eller Sygesikringen Danmark. Alt det man samles om, som giver et socialt liv og et sammenhold, vil økonomien sætte en stopper for. Men vil tvinge en sårbar gruppe ud i fattigdom. Det er et stort problem.

Hun understreger, at det at være syg i sig selv giver mange ekstra udgifter for eksempel til medicin. Også det, at hun er bevægelseshæmmet, betyder flere udgifter, blandt andet har hun investeret i en elcykel, for at kunne komme mere omkring.

For Liselotte Christiansen blev hendes liv vendt på hovedet i løbet af en enkelt aften.

– Lige pludselig en fredag aften hvor jeg sad og drak te, kunne jeg ikke ramme reolen, da jeg skulle sætte koppen fra mig. Jeg blev lammet i hele højre side. Det var et kæmpe slag at blive syg og ikke kunne klare sig selv på samme måde som før. Nu kommer den her reform oveni. Det forstærker oplevelsen af, at samfundet ikke accepterer os. Men det er da ikke min skyld, at jeg blev syg.

Hun blev indlagt akut den fredag aften for fem år siden og fik hurtigt diagnosen sclerose. Lægerne mener, at Liselotte har haft symptomer på sygdommen, siden hun var i starten af tyverne: Føleforstyrrelser, øjenlåg som hang, krampe i benene og så denne evige træthed.

– Men symptomerne var diffuse, og jeg tænkte, at det bare var stress. Jeg er ikke typen, som går meget til lægen.

Fyret efter sygdom

Pludselig var verden ændret fra den ene dag til den anden. Liselotte Christiansen var på det tidspunkt så dårlig, at hun ikke kunne skrive, og hun slæbte på det ene ben.

Den skole, hun arbejdede på, afventede situationen lidt, men da det stod klart, at hun ikke ville kunne komme tilbage på fuld tid, blev hun fyret. Inspektøren sagde direkte, at hvis der havde været tale om en ældre ansat, som havde været længe på skolen, ville de have overvejet et fleksjob, men Liselotte havde kun arbejdet der et års tid. Hun var ikke indstillet på at søge førtidspension, selvom det var en af de muligheder, der blev forelagt hende.

– Jeg vil jo gerne arbejde. Men i dag, med de her forringelser på vej, kan jeg da godt være ked af, at jeg ikke søgte førtidspension dengang. Nu kommer jeg til at stå dårligere, fordi jeg gerne vil arbejde.

Mette Frederiksen mener, at kvinden med sclerose og manden med muskelsvind godt kan tage ekstra fat og arbejde lidt mere. Men at holde hånden under mennesker, når de bliver syge, er en af grundpillerne i et velfærdssamfund, som regeringen nu altså vil til livs.

Bemærkningen bliver ledsaget af en latter. På trods af det alvorlige emne ler Liselotte Christiansen en del over det absurde i situationen. Men under munterheden er hun dybt frustreret over, at det er en rød regering, som lægger op til at forringe forholdene for syge og handicappede. Det betyder jo, at der slet ikke er noget alternativ til nedskæringsvejen overfor de dårligst stillede, konstaterer hun trist.

– Regeringen siger, at vi alle sammen må løfte i flok og betale for krisen. Mette Frederiksen mener, at kvinden med sclerose og manden med muskelsvind godt kan tage ekstra fat og arbejde lidt mere. Det er et udtryk for, at man ikke accepterer et livsvilkår, der hedder sygdom. På den måde skaber man et hamrende utrygt samfund, for alle mennesker i alle aldre kan jo pludselig blive syge. At holde hånden under mennesker, når de bliver syge, er jo en af grundpillerne i et velfærdssamfund, som regeringen nu altså vil til livs.

Skamfuldhed

Liselotte Christiansen er vred over den måde, regeringen omtaler syge og handicappede på, som om det er deres egen skyld, at de er syge. Som om de bare klynker og helst vil lave så lidt som muligt og allerhelst trække sig tilbage på førtidspension.

– Personligt har jeg ikke lyst til at være på førtidspension. Jeg mener, at jeg stadig har en masse at byde på – jeg er en god arbejdskraft. Men det er langt sværere for en fleksjobber end for andre at få et arbejde. Der er en kæmpe social faktor i at være med på arbejdsmarkedet. Derfor giver retorikken, om at vi bare gerne vil gå på førtidspension og at vi udnytter systemet, ingen mening. Hvem har lyst til frivilligt at blive marginaliseret, spørger hun.

Indtil nu har Liselotte ikke fortalt ret mange ud over familien og de nærmeste venner, at hun er syg.

– Det er, som om det er skamfuldt at være syg og ikke kunne klare sig selv. Det er ikke særlig fedt at skilte med. Derfor siger jeg ikke noget om det. Men regeringens udspil har fået mig til at stå frem. Jeg føler mig forpligtet til at gøre opmærksom på, hvordan reformen faktisk rammer helt almindelige mennesker som mig, der er rendt ind i sygdom. Det er ikke rimeligt, at man skal skamme sig over at være syg, erklærer hun.

Udover forringelsen for de arbejdsløse fleksjobbere er der en række andre elementer i reformen, som Liselotte Christiansen er utilfreds med.

For eksempel vil fleksjobbere i fremtiden få mindre i pension, fordi deres pension vil komme til at afhænge af det antal timer, de er i stand til at arbejde. I dag får de samme pension som en fuldtidsansat uanset antallet af arbejdstimer.

Det er jo ikke fordi jeg drømmer om et palæ på Strandvejen, men som situationen tegner sig nu, bliver alle muligheder taget fra en som mig.

Hun forstår heller ikke hvorfor alle fleksjobbere, som tjener mere end en kassedame, skal have mindre i løn i fremtiden.

– Det er mange penge, vi kommer til at miste. Regeringen siger, at det er de højtlønnede fleksjobbere, de vil ramme, men de rammer også alle med middellønninger. Det er som om, de der sidder og foreslår sådanne reformer, slet ikke kan sætte sig ind i, hvor meget en nedgang på bare 1000 kroner om måneden betyder for en lavere middelløn. Og så taler vi altså om syge mennesker, der har en varig nedsat arbejdsevne, og som på intet tidspunkt i deres liv får mulighed for at arbejde sig ud af situationen.

– Samtidig vil de ikke lave en millionærskat, som jo også ville ramme de højtlønnede fleksjobbere. Det er så mærkeligt, konstaterer Liselotte Christiansen.

I gang med kursus

Om kort tid er det et år siden, at hun blev arbejdsløs. For at øge mulighederne for at få et fleksjob er hun lige i øjeblikket i gang med at tage et seks ugers kursus som studievejleder.

– Det er den eneste form for uddannelse, jeg må tage, når jeg er under fleksjobordningen. Det er jo også fuldstændig vanvittigt, at man bare går og går uden at få mulighed for at optimere sine muligheder for at få et arbejde, siger Liselotte Christiansen.

Liselotte Christiansen håber, at hendes indsats kan føre til et arbejde. Det er den eneste udvej hun kan se for at skabe sig et bedre liv. Et liv hvor hun er en del af det aktive samfundsliv og får mulighed for at flytte fra den lille trange stuelejlighed, hvor der kun er udsigt til asfalt, brosten og mursten. Lejligheden var kun tænkt som en billig løsning i studietiden.

– Jeg drømmer om at komme videre. Jeg kommer fra Frederiksværk og vil gerne ud af København. Jeg savner naturen, og med min sygdom er det ikke så let at komme fra lejligheden ud i skoven. Det er jo ikke fordi jeg drømmer om et palæ på Strandvejen, men som situationen tegner sig nu, bliver alle muligheder taget fra en som mig. I værste fald vil jeg ikke engang få råd til en togbillet til en tur ud af byen, erklærer hun.