16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Handel med tortur op i retsudvalget

Handel med tortur op i retsudvalget

Torsdag, 03. maj, 2012, 12:48:15

Ø kræver svar fra regeringen på, om PET stadig skal have lov til at handle oplysninger med torturstater – og risikere at være medskyldig i tortur og fængslinger.

Retsordfører Pernille Skipper (Ø) kræver justits- og udenrigsministrenes svar på, om Danmark fortsat vil handle med torturoplysninger.
Aage Christensen

Hvad er ministerenes holdninger til at Politiets Efterretningstjeneste handler med oplysninger fra torturstater?

Dette spørgsmål får justitsminister Morten Bødskov (S) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) lejlighed til at svare på, når de i dag er til samråd i retsudvalget.

Det er Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, der har taget initiativ til samrådet.

– PET får ikke bare oplysninger fra andre landes efterretningstjenester. Man handler med oplysninger – også med lande kendt for tortur. Så når PET får nogle oplysninger fra et torturland, giver PET altså også oplysninger til tvivlsomme diktaturer, forklarer Pernille Skipper til Arbejderen.

Det kan have grusomme konsekvenser at handle med oplysninger med torturstater, understreger hun:

– Skal Danmark fortsat udlevere oplysninger om eksempelvis danske statsborgere, der er flygtet hertil, og som nu forsøger at indføre demokrati i de lande, de er flygtet? Det kan jo få grusomme konsekvenser - langvarige fængslinger, tortur og det der er værre - for familier og venner, som stadig befinder sig i diktaturet, at PET handler med oplysninger, advarer Pernille Skipper.

Det var den tidligere VK-regering, der åbnede op for, at PET kunne samarbejde med efterretningstjenester fra lande kendt for tortur.

I starten af marts lovede Villy Søvndal, at Danmark ikke længere vil bruge oplysninger, der er fremkommet under brug af tortur i andre lande. Men senere på dagen trak han sin udtalelse tilbage i en fælles udtalelse med Morten Bødskov.

– For at kunne løse deres opgaver er vores tjenester nødt til at udveksle oplysninger også med lande, der anvender afhøringsmetoder, der kan stride imod dansk retsopfattelse, lød det samstemmende fra de to ministre

Nu håber Pernille Skipper på, at samrådet vil skabe større klarhed over, hvad regeringens holdning til om PET skal handle med tortur-oplysninger.

– Hvis Danmark bruger oplysninger fremkommet under tortur er vi med til at opretholde og legitimere en fødekæde af tortur-oplysninger. Og hæleren er som bekendt lige så slem som stjæleren, advarer Pernille Skipper.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. maj. 2012 - 12:48   03. sep. 2012 - 12:37

Indland