De danske ambassader skal spille en mere aktiv rolle for at fremme dansk våbeneksport. På mandag og tirsdag tager ambassaden i Washington første skridt.
På mandag og tirsdag inviterer den danske ambassade i Washington og forsvarsminister Nick Hækkerup den danske og amerikanske våbenindustri til to-dages komsammen.
På mødet deltager repræsentanter fra 15 danske våbenfirmaer.
Lobbyorganisationen for våbenindustrien, Forsvars- & Aerospaceindustrien i Danmark (FAD) er glade for initiativet:
– Det betyder meget for os, at arrangementet bliver holdt på ambassaden. På den måde får vi et officielt islæt, og får kongekronen med. Og når ministeren deltager, betyder det, at så sender det amerikanske forsvarsministerium- og forsvar også repræsentanter på højt niveau. Det er vigtigt. For vi håber selvfølgelig på at få ordrer ud af det her, siger Morten Andersen, business development manager hos FAD.
Fremme våbensalg
Ambassadens åbne døre er et led i den »Open for business«-strategi, som den danske forsvarsminister offentliggør inden længe.
Et omdrejningspunkt i planen er, at militæret skal arbejde tættere sammen med de danske våbenproducenter, og at ambassaderne via såkaldte forsvarsattachéer skal fremme dansk våbensalg i udlandet.
– Det er nye toner, som vi ikke er vant til. Vi er meget glade for ministerens tanker. Når regeringen prioriterer øget eksport af forsvarsmateriel, er der mulighed for flere ordrer. Ambassade-arrangementet mandag og tirsdag er et første forsøg på at føre ministerens politiske udmelding ud i livet, forklarer Morten Andersen til Arbejderen.
Hykleri og dårlig timing
Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) er ikke begejstrede for ambassadernes nye rolle:
– Forsvarsministerens nye toner om øget dansk våbeneksport kommer samtidig med, at udenrigsministeren netop har bebudet, at han vil arbejde for øget nedrustning. Det er da hykleri og dårlig timing. Danmark skal ikke være internationalt kendt som våbeneksportør, men for at fremme freds- og konfliktløsning, mener Gunnar Olesen, der er med i RIKO’s bestyrelse.
– Der er rigeligt med våben i omløb i vreden i dag. Det er en dårlig idé, at danske ambassader nu skal arbejde aktivt for, at danske våbenproducenter kan eksportere flere våben og bidrage til, at verden bliver endnu mere usikker, siger han til Arbejderen.
Møde med USA’s forsvar
Om mandagen er der reception på ambassaden. Her skal de danske og amerikanske våbenfirmaer sammen med forsvarsministeren og repræsentanter fra USA’s militær udveksle erfaringer om markedsadgang og de seneste nye teknologier.
Om tirsdagen besøger ministeren og de danske våbenfirmaer Pax River Base for at få demonstreret det seneste militære isenkram.
– Her skal vi mødes med USA’s forsvar. Det bliver spændende. Jeg håber, at vores medlemmer kan blive underleverandører – indenfor især radar-teknologi til det amerikanske forsvar, siger Morten Andersen fra FAD.
Der findes forsvarsattachéer på danske ambassader i Washington, Berlin, Moskva, Warszawa, Paris, London, Vilnius, Kabul, Islamabad og i Addis-Abbeba.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278