Hverken Københavns Politi eller PET ønsker at lade sig interviewe om deres efterforskning af bombemordet på Henrik Christensen.
Københavns Politi har henlagt sagen om det eneste politiske mord i Danmark siden anden verdenskrig.
– Jeg kan bekræfte, at vi har efterforsket sagen. Idag er sagen henlagt. Det betyder ikke, at vi har afsluttet sagen. Vi venter bare på nye oplysninger, siger Jens Møller Jensen, vicepolitiinspektør og leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Københavns Politi, til Arbejderen.
Det er Københavns Politi, der har stået for den konkrete efterforskning af den brevbombe, der imorgen for tyve år siden sprang i Internationale Socialisters (IS)kontor i Søllerødgade i København. Bomben dræbte den 29-årige familiefar, aktive antifascist og IS’er, Henrik Christensen.
Fra starten har en række spor peget mod, at den eller de skyldige skulle findes på højrefløjen: Dagen efter bombedrabet modtog politiet et tilståelsesbrev fra gruppen »K12«, der indrømmer at de stod bag bomben på »landsforræderne«.Og dagen før bomben sprang modtog PET en advarsel fra deres agent, Frede Farmand, der overrakte en båndoptagelse, hvor lederen af Partiet De Nationale og bombeuddannet i hæren, Albert Larsen, i detaljer fortalte om hvordan han ville lave en bombe og sende den til IS.
Arbejderen ville gerne have spurgt politiets efterforskere om, hvordan de konkret har arbejdet med de spor, der peger mod at den højreradikale gruppe Partiet De Nationale og i særdeleshed partiets nu afdøde leder, Albert Larsen stod bag bomben.
Men politiet vil ikke rykke ud med oplysninger om efterforskningen dengang og i dag.
– Det kan godt virke lidt firkantet, men vi ønsker ikke at fortælle noget om den sag. Vi ønsker ikke at give aktindsigt i sagens dokumenter, og vi ønsker ikke at være behjælpelige med at finde kollegaer, der sad med sagen dengang og eller sidder med den nu, uddyber Jens Møller Jensen.
I en mail til Arbejderen skriver Københavns Politi, at »… politiets efterforskningsmateriale ikke må blive offentligheden samt eventuelle vidner bekendt«.
Heller ikke Politiets Efterretningstjeneste ønsker at kommentere tjenestens efterforskningsarbejde i forbindelse med sagen.
Dermed undgår både PET og politiet at skulle kommentere på kritikken om at de har sat kikkerten for det forkerte øje, og virket mere interesserede i at bruge bombemordet som anledning til at øge registreringen af venstrefløjen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278