18 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ældre raser over socialdemokratisk velfærdsopgør

Ældre raser over socialdemokratisk velfærdsopgør

Onsdag, 14. marts, 2012, 11:17:33

Allerede til efteråret vil socialminister Karen Hækkerup i et udspil gøre op med en række universelle velfærdsrettigheder.

Med sit varslede udspil om opgør med de universelle velfærdsrettigheder tager socialminister Karen Hækkerup forskud på den debat, Socialdemokraterne skal have på deres kongres til september.
Aage Christensen

Ældre Sagen raser over socialminister Karen Hækkerups planer om at gøre op med en række universelle velfærdsrettigheder på blandt andet folkepensionsområdet.

– Jeg mener simpelthen, at det vil være ganske ulykkeligt, hvis de besparelser bliver indført, siger direktør Bjarne Hastrup.

Ministeren varslede i weekenden, at hun til efteråret vil fremlægge et udspil til, hvor der kan spares penge ved at begrænse nogle borgeres adgang til udvalgte velfærdsrettigheder.

Hun forestiller sig blandt andet, at man kan skære hjemmehjælpen til velhavende ældre væk eller fjerne det tilskud, som forældre med handicappede børn får til institutionspladser.

Karen Hækkerup åbner også op for, at alle ikke længere skal have samme ret til folkepension.

Det skal skaffe »et stort trecifret millionbeløb« til forhandlingerne om næste års finanslov.

– Hvis man gennem hele livet har tjent gode penge og har haft rengøringskone, hvorfor skal kommunen så betale for, at man får gjort rent, blot fordi man er blevet ældre, spørger Hækkerup i Berlingske Tidende.

Men grunden til at mennesker får hjemmepleje her i landet, er ikke, at de har nået en bestemt alder, eller om de er rige eller fattige, påpeger Bjarne Hastrup.

– Det handler om, om personen er svækket eller ej. Det vil svare til, at velhavende personer selv skal betale for at blive opereret, selvom de troligt har betalt deres skat, mener han.

Med sit varslede udspil tager Karen Hækkerup forskud på den debat om velfærdssamfundets grundprincipper, som Socialemokraterne skal have på deres partikongres til september.

En kurs, som begejstrer regeringspartnerne i Det Radikale Venstre, men som Socialdemokraterne til gengæld ikke har opbakning til i støttepartiet Enhedslisten.

– Et opgør med de universelle velfærdsydelser er klassisk borgerlig politik. Men vi har altså et skattesystem, hvor man bidrager alt efter, hvad man tjener, men til gengæld får noget igen. Det er helt afgørende for opbakningen til velfærdsstaten, siger sundhedsordfører Stine Brix til Berlingske.

 

Relater: S-top klar til opgør med velfærd

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. mar. 2012 - 11:17   03. sep. 2012 - 12:37

Indland