18 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Liste Ø: Lav reform med os

Liste Ø: Lav reform med os

Tirsdag, 06. marts, 2012, 19:08:46

Regeringen lægger op til forlig med de borgerlige om reform af førtidspensionen. Enhedslisten opfordrer SRSF til i stedet at se mod venstre.

Hvorfor er det, at mange både offentligt ansatte og privat ansatte går ned med stress og arbejdsskader og ender på førtidspension? Det opfordrer Enhedslisten regeringen til at undersøge.
PN

Enhedslisten opfordrer regeringen til at lave førtidspensionsreform med sit støtteparti frem for at bejle til de borgerlige partier.

Partiets Finn Sørensen er skuffet over, at regeringen har valgt at lave et forslag til reform af førtidspension og fleksjob, som lægger sig tæt op af den forrige regerings udspil fra 2010. Udspillet mangler en række af de positive elementer, der var i det udspil, som S,SF og R fremlagde dengang i 2010.

– Oplægget fra SRSF i 2010 står for en helt anden tankegang. Her er hovedopgaven at sikre, at færre udstødes fra arbejdsmarkedet, for det er og bliver den vigtigste årsag til, at så mange er på førtidspension. Men regeringens udspil til reform indeholder intet om, hvordan vi får et bedre arbejdsmiljø, hvordan vi forebygger arbejdsulykker, nedslidning og stress. Der er ikke et eneste forslag til, hvordan vi undgår at udstøde folk fra arbejdsmarkedet, siger Finn Sørensen.

Han undrer sig også over, at regeringens reformudspil ikke indeholder konkrete forslag til, hvordan der kan blive skabt flere arbejdspladser til mennesker med nedsat arbejdsevne.

Finn Sørensen understreger, at trods kritikken af udspillet er Enhedslisten parat til at forhandle om en reform af førtidspension og fleksjob.

– Med de udmeldinger, vi har hørt fra højrefløjen, er det vigtigt, at regeringen kan se til andre sider for at finde et flertal. Men vi vil møde op med en række ændringsforslag til regeringens udspil, understreger han.

Konservative har meldt ud, at de vil arbejde for, at de penge, der spares ved reform af førtidspension og fleksjob, blandt andet skal bruges til at gennemføre skattelettelser. Venstre har gjort sig til talsmand for, at de syge unge, som fremover skal i de såkaldte ressourceforløb i stedet for at få førtidspension, skal have en ydelse, som er lavere end kontanthjælpen.

Venstre kræver også, at det, som spares på reformen, skal gå til at dække statskassens underskud. Det erklærede statsministeren sig enig med i sidste uge. I regeringsgrundlaget står ellers, at pengene skal bruges til forbedring af velfærden.

Arbejderen har forgæves forsøgt at få oplyst, hvornår forhandlingerne om reformen går i gang.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. mar. 2012 - 19:08   03. sep. 2012 - 12:37

Indland