Skal den planlagte reform af førtidspensionen lykkes, skal der ske en voldsom oprustning af behandlingssystemet, siger økonom Henrik Herløv Lund.
En voldsom nedgang i indtægt og en stor usikkerhed i forhold til fremtiden for de mennesker som er for syge til at tage et arbejde.
Det frygter Henrik Herløv Lund bliver konsekvensen af den førtidspensionsreform, som regeringen er ved at lægge sidste hånd på. Han er økonom og tidligere medlem af den alternative velfærdskommission og uddyber sine synspunkter i en kronik i dagens avis.
– Regeringen har en masse smukke ord om at tage hånd om samfundets svageste og rive dem ud af et liv i passiv forsørgelse. Jeg er ikke uenig i, at det er en god ide at hjælpe syge mennesker tilbage til arbejdsmarkedet, hvis det er muligt, siger Henrik Herløv Lund.
– Men det nævnes ikke i regeringens taler, at der nedenunder er nogle benhårde realiteter. Alt tyder på, at mange af de mennesker, som søger om førtidspension, fremover vil blive henvist til de såkaldte udviklingsforløb. Her vil satsen svare til en kontanthjælp, og der vil blive indført midlertidige ydelser, som betyder en kæmpe usikkerhed for fremtiden for de her mennesker, tilføjer han.
HenrikHerløv Lund erkender, at regeringen endnu ikke har løftet sløret for, hvad deltagere i udviklingsforløb skal leve af, men han understreger samtidig, at det ligger i kortene, at man i høj grad vil basere sig på den tidligere regerings udspil, som indeholdt disse elementer.
– Et andet problem er, at der ikke er nogen som helst udsigt til, at regeringen vil gennemføre den oprustning af behandlingssystemet, det vil kræve at bringe disse mennesker ind på arbejdsmarkedet. Det er en kendsgerning, at en stor del af dem har kroniske psykiske lidelser, som kræver langvarig behandling. Men psykiatrien er udsultet økonomisk og der bliver sparet på de offentlige budgetter, understreger Henrik Herløv Lund.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278