Özlem Cekic, SF’er, formand Folketingets Socialudvalg:
Jeg er helt enig i, at det sociale system er blevet til en labyrint, hvor der nærmest er brug for en vejviser for at finde rundt i det for borgerne.
Vi skal sikre, at mennesker kommer før systemet. Det kræver bedre sammenhæng og koordinering.
Jeg har fulgt arbejdet i Socialpolitisk Forening, og det er nogle meget interessante ting, de lægger frem omkring den kommende socialreform. Jeg er enig i, at vi skal væk fra silotænkningen og sikre en helhedsorienteret indsats i forhold til den enkelte. Og så skal vi af med præget af bureaukrati og mistillid.
Det er helt oplagt, at vi inddrager Børnerådets arbejde med visioner for det gode børneliv, når vi skal lave en reform af socialpolitikken.
Den enkelte sagsbehandler skal have færre sager. 19 kommuner har indført, at den enkelte sagsbehandler kun må have 30-35 børnesager. Vi kan se, at det giver arbejdsro samt tid og rum til faglig udvikling. Der er interessant, om vi kan organisere tingene på en anden måde, så socialrådgiverne får mere tid til den enkelte sag.
Og så er det fuldstændig håbløst, at nogle borgere med komplekse problemer har op til 12 forskellige sagsbehandlere. Der er noget om, at man skal være stærk for at være syg. Det skal sikres, at det sociale system reelt har en enkelt indgang.
Rehabilitering er utrolig vigtig. Vi må tro på, at folk kan komme sig. Det er derfor vi skal i gang med en reform af førtidspensionen og kontanthjælpen. Vi skal sikre en indsats, der gør folk raske, ikke mere syge.
Jeg ved ikke, om vi skal gøre mere brug af revalidering. Det er svært at sige, om det er det ene eller andet, vi skal gribe fat i, men vi skal i hvert fald satse på rehabiliteringsforløb.
Det er også svært at sige, om der er brug for en fælles faglig standard i kommunerne og for en myndighed til at holde øje med kommunerne. Det kommer an på, hvordan det konkret bliver udformet.
Hvis vi for alvor vil knække kurven i forhold til hjemløsheden, skal vi gøre en langt mere aktiv indsats for at undgå, at folk bliver sat på gaden. Vi skal sikre, at dem, der har ret til boligsikring, også får den, og at huslejen bliver betalt for udsatte familier.
Når det gælder udenlandske hjemløse mener jeg, at der skal laves en løsning på EU-plan. Det er vigtigt at bruge EU-formandskabet til at arbejde for det. Dem, der er ulovligt i landet, skal sendes hjem – men ikke i en kiste. De skal sikres tag over hovedet, når sneen falder i Danmark, og der skal være tæt kontakt med hjemlandet, når nogen sendes hjem. Transitrum er en god ide.
I forhold til hjemløsestrategien, skal der helt sikkert sikres en fortsættelse. Og en øget indsats i forhold til unge hjemløse samt hjælp til de hjemløse, som har fået egen bolig. De har brug for støtte til at købe ind, lave mad og andre ting, for at få hverdagen til at fungere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278