19 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Advokat: COP15-dom er en sejr for demokratiet

Advokat: COP15-dom er en sejr for demokratiet

Onsdag, 25. januar, 2012, 18:10:54

Smid Lømmelpakken i skraldespanden, lyder opfordringen fra advokat Knud Foldschack, efter at Østre Landsret i dag dømte COP 15-masseanholdelsen ulovlig.

– Landsretten har sendt et klart signal: Folk skal ikke være bange for at demonstrere, sagde advokat Knud Foldschack ovenpå Østre Landsrets dom.
Anna Munch-Andersen

– Det er en god dag for demokratiet og for vores allesammens ret til at demonstrere og ytre os. Landsretten har sendt et klart signal: Folk skal ikke være bange for at demonstrere, summerer advokat Knud Foldschack op.

Han har ført sagen for en del af de 250 masseanholdte demonstranter fra COP15-sagen, som Østre Landsret i formiddag tilkendte erstatning for ulovlig frihedsberøvelse og for at have fået krænket deres menneskerettigheder.

LÆS ARTIKEL: "Politiet dømt efter tortur-paragraf"

Landsretten stadfæster dermed byrettens dom fra 2010, som politiet havde anket. De 250 demonstranter får erstatninger på mellem 2200 og 9500 kroner hver.

– Under sagen har politiet forsøgt at mistænkeliggøre de masseanholdte og snaget i demonstranters fortid og Facebook-profiler. Nu viser det sig, at det er politiet der er de kriminelle. Det er dem, der har overtrådt grundloven og menneskerettighederne, siger Knud Foldschack til Arbejderen.

Dommen har betydning for de yderligere 300 masseanholdte demonstranter fra den store klimademonstration den 12. december, der også kræver erstatning. Advokaterne venter, at endnu flere af de i alt 905 masseanholdte fra masseanholdelsen nu vil kræve erstatning.

Og til oktober starter endnu en sag, hvor en gruppe masseanholdte fra en demonstration til minde om politiets nedskydning af demonstranter den 18. maj 1993, også kræver erstatning.

LÆS ARTIKEL: "Masseanholdelser eskalerer"

Foldschack mener, at dommen sender et vigtigt signal til de politikere, der er ansvarlige for Lømmelpakken, som giver politiet mulighed for at tilbageholde demonstranter i op til tolv timer uden at sætte dem for en dommer.

– Nu har dommerne talt. Nu skal vi have ryddet op. Politikerne må smide lømmelpakken i skraldespanden. Sådan som loven er formuleret, tror politiet, at de kan gribe ind overfor alle mulige demonstrationer, siger han.

Politiet overvejer nu, om de vil anke sagen til Højesteret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jan. 2012 - 18:10   03. sep. 2012 - 12:37

Indland