19 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hækkerup vil ikke svare

Hækkerup vil ikke svare

Onsdag, 25. januar, 2012, 11:07:29

Hverken socialministeren eller beskæftigelsesministeren vil svare på tre konkrete spørgsmål om den kommende reform af førtidspensionen.

Socialminister Karen Hækkerup fortæller om sine socialpolitiske visioner på en konference i november. Ministeren er ikke lige så meddelsom, når det gælder planerne om den kommende reform af førtidspensionen. I Arkivfoto: Aage Christensen

Socialminister Karen Hækkerup svarer ikke på det, vi spørger om, og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen siger slet ikke noget.

Det kan Arbejderen opsummere efter, at vi i en hel uge har forsøgt at få de to ministre til at svare på tre enkle spørgsmål om den reform af førtidspensionen, som er på trapperne.

Spørgsmålene lyder:

1. På hvilken måde vil den nye regerings udspil til reform adskille sig fra VK-regeringens udspil fra godt et år siden?

2. Dengang fremlagde R, SF og S i fællesskab et udspil med seks politiske principper til den kommende førtidspensionsreform. Gælder disse principper stadig?

3. Hvordan vil regeringen skaffe det nødvendige antal arbejdspladser til de mennesker, som har problemer med at fungere på arbejdsmarkedet, men fremover ikke kan få førtidspension? Der er jo allerede nu mangel på job til mennesker, som kræver særlige hensyn.

Socialminister Karen Hækkerup har ikke haft tid til at tale med Arbejderen, men sendte efter tre dage følgende udtalelse på mail:

»Mennesker som er nedslidte, og som derfor ikke kan arbejde, skal tildeles en førtidspension. Det er vores ansvar som samfund at tage os af dem, som har brug for hjælp.

Men i de kommende forhandlinger om en førtidspensionsreform skal vi også se, hvordan vi bedst kan bidrage til at udvikle arbejdsevnen hos de mennesker, hvor der rent faktisk er andre muligheder end en varig tildeling af førtidspension.

Vi skal ikke bare parkere folk på passive ydelser. Folk, der kan deltage aktivt på arbejdsmarkedet, skal også have mulighed for det. Det handler om at se mulighederne og ikke begrænsningerne. Det er bedst for alle parter.«

Da Arbejderen gentog sine spørgsmål med henvisning til, at ministeren ikke havde svaret på dem, fik vi besked fra ministersekretæren om, at det her er, hvad Karen Hækkerup vil udtale om den sag.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har i løbet af en hel uge ikke kunne afse tid til at svare på vores spørgsmål. Hendes pressechef meddeler, at det ikke er til at sige noget om, hvornår der kommer et udspil fra regeringen om reform af førtidspensionen.

 

Socialminister Karen Hækkerup fortæller om sine socialpolitiske visioner på en konference i november. Ministeren er ikke lige så meddelsom, når det gælder planerne om den kommende reform af førtidspensionen.

i Arkivfoto: Aage Christensen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jan. 2012 - 11:07   03. sep. 2012 - 12:37

Indland