20 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Landbrugskunder presser bankerne

Landbrugskunder presser bankerne

Tirsdag, 10. januar, 2012, 10:22:05

Danske bønder har tilsammen en gæld på 350 milliarder kroner. Ikke alle kan betale, og det er en bombe under især jyske banker, siger CBS-professor.

Mette Kramer Kristensen

Den nuværende økonomiske krise er også en landbrugskrise. Flere store bønder trues af konkurs, og griber konkurserne om sig, kan det trække en række mindre og mellemstore banker i især Jylland med sig.

Det vurderer Finn Østrup, professor ved Copenhagen Business School, CBS.

– Landbruget har en massiv gæld på omkring 350 milliarder kroner, som de har taget næsten udelukkende i danske penge- og realkreditinstitutter, og landmændene tjener nærmest ikke en krone, forklarer Finn Østrup til Business.dk.

Han vurderer, at flere ældre landmænd er så trængte, at de overvejer at erklære sig konkurs.

– Det vil være en bombe under den danske finansielle sektor, siger Finn Østrup.

Jyske Bank er øjensynlig klar over faren. Af bankens omkring 2000 landbrugskunder er de 20 på fast løn – betalt af banken, indtil bruget er solgt.

Jyske Bank regner med, at det vil sikre en højere pris frem for en tvangsauktion. Banken vil dermed kunne hente flere af sine penge hjem. Det tæller også på bankens kreditværdighed, at den ikke har for mange konkursbo i porteføljen – i hvert fald på papiret.

Finanstilsynet har dog været efter flere jyske banker for at overvurdere værdien af de risikable lån. For eksempel fik Vestjysk Bank sidste efterår besked på at nedskrive de risikable lån med yderligere 481 millioner kroner. Af de ekstra 481 millioner kroner var de 309 millioner kroner lån til landbruget.

Det hører med til billedet, at en del af den gæld, bankens landbrugskunder har oparbejdet, skyldes mislykkede spekulationer i schweizerfranc – en spekulation, som både kunderne og banken har tabt på, skriver Finanstilsynet i sin tilsynsrapport.

Vestjysk Bank understreger overfor Arbejderen, at den stadigvæk kan stille sikkerhed mod tabene på de lån, der nu betegnes som risikable – og at den dermed opfylder lovkravene til det såkaldte solvensbehov.

Ifølge Mogens Ove Madsen, lektor ved Aalborg Universitet og ekspert i landbrugsøkonomi, er det ingen hemmelighed, at der er jyske banker, der prøver at slippe af med landbrugskunderne via bankpakkernes mulighed for en statsstøttet fusion med en anden bank.

– Det betyder, at endnu flere landbrug vil ende i Finansiel Stabilitet, og der må de blive, fordi de ikke kan finde andre banker, siger Mogens Ove Madsen til Business.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jan. 2012 - 10:22   03. sep. 2012 - 12:37

Indland