Finanstilsynets kontrol afslører, at flere små banker har svært ved at leve op til lovkravene om egne penge på kiste-bunden og tøver med at nedskrive lån.
Indenfor de sidste fire år er 12 danske banker bukket under for finanskrisen. Det nye år vil næppe blive nogen undtagelse. Mange mindre banker hænger på kanten, viser Finanstilsynets tilsynsrapporter.
Finanstilsynet har i 2011 uddelt et stort antal påbud til landets mindre banker, som har svært ved at overholde kravene til deres solvensbehov, altså hvor godt polstret de skal være for at kunne opfylde kravene fra deres kreditorer. De har også lidt svært ved at tage højde for de sandsynlige tab på lånere, der ikke kan betale lånene tilbage.
– Vi har endnu ikke opgjort statistik på vores kontrolbesøg i 2011. Men i 2010 førte vores kontrolbesøg i 70 procent af tilfældene til, at vi stillede krav til pengeinstituttet om, at de skulle øge deres solvensbehov, siger Finanstilsynets kommunikationschef, Søren Møller Christensen, til Arbejderen.
– I lige så mange tilfælde stillede vi krav om større nedskrivninger på pengeinstitutternes dårlige lån, tilføjer Søren Møller Christensen.
Han pointerer dog, at der er meget stor forskel på småbankernes situation – der er også mange, der slet ikke er i problemer.
Det gælder dog ikke Vestjysk Bank, der er en af de banker, hvor Finanstilsynet har været ude med riven. Banken har fået statsgaranterede lån for 7,8 milliarder kroner, og staten har desuden skudt 1,4 milliarder i banken. Alligevel er banken tæt på at være insolvent.
Finanstilsynets kontrolbesøg har ført til, at banken må afskrive mere end dobbelt så meget på dårlige lån – 481 millioner kroner oven i de 400 millioner kroner, banken selv havde nedskrevet lånene med.
Blandt andet Skjern Bank, Sparekassen Hobro og Sparekassen Skals har også fået besked fra Finanstilsynet på at nedskrive deres lån yderligere og øge deres økonomiske buffere.
Blandt de banker, som Finanstilsynet fører skærpet tilsyn med, har mange af dem ligesom Vestjysk Bank, fået statsgaranterede lån via Bankpakke II. De lån skal indfris i år og næste år.
– Her er der nogle banker– ingen nævnt, ingen glemt – som har særligt store udfordringer, og som vi i øjeblikket forhandler med om, hvordan de også fremover kan opfylde solvenskravene, forklarer Søren Møller Christensen.
– Meget afhænger af udviklingen i samfundsøkonomien, påpeger Finanstilsynets kommunikationschef.
– De sidste banker, som staten har måttet overtage, er jo ikke gået ned på fejlslagne spekulationer, men på tab på erhvervskunder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278