20 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Finansunion med tag-selv salami

Finansunion med tag-selv salami

Fredag, 23. december, 2011, 12:06:55

Udkastet til aftalen om EU’s finansunion lader det være op til hvert enkelt EU-land, om det vil tilslutte sig. Til gengæld er konsekvenserne ved en tilslutning store.

EU’s udkast til finansunion indebærer flere nyskabelser, både hvad angår indhold og den måde, finansunionen skal gennemføres på.

Arbejderen gennemgår her de vigtigste spørgsmål:

Hvad skal traktat-underskriverne tilslutte sig?

Udkastet følger nøje den aftale om »finanspolitisk stabilitetsunion«, der blev indgået på euro-topmødet:

* De lande, der tilslutter sig, skal indføre nogle regler i deres grundlove eller tilsvarende nationale love, som vil betyde at nogle automatiske »genopretningsmekanismer« træder i kraft, hvis deres underskud på finansloven »væsentligt« overstiger 0,5 procent af bruttonationalproduktet. Hvis et land, der har underskrevet traktaten, ikke fuldt ud har gennemført lovgivningen, kan det blive dømt ved EU-domstolen til at gøre det.

* Hvis der er tale om et euroland, der har tilsluttet sig den nye traktat, vil landet automatisk blive idømt bøde af EU-kommissionen, hvis underskuddet på de offentlige finanser overstiger tre procent af bruttonationalproduktet. Et  kvalificeret flertal blandt de eurolande, der har underskrevet traktaten, kan dog annullere sådanne bøder.

* Den nye traktat træder ikke i stedet for, men bygger oven på Europlus-pagtens bestemmelser om blandt andet løntilbageholdenhed og alle de øvrige bestemmelser om økonomisk regeringsførelse i EU, som er vedtaget gennem de sidste måneder. Blandt andet den såkaldte sixpack.

Hvornår og hvordan træder traktaten i kraft?

Det vil være frivilligt, hvorvidt eurolandene eller de øvrige EU-lande vil tilslutte sig traktaten, som ifølge traktatudkastet vil bære titlen »International aftale om en forstærket Økonomisk Union«.

Traktaten vil træde i kraft, så snart ni eurolande har tilsluttet sig. Men den vil ikke være bindende for resten af eurolandene, før de tilslutter sig. Det samme gælder for ikke-eurolande.

Ifølge aftalen fra eurolandenes topmøde er det meningen, at den nye traktat skal godkendes på et EU-topmøde senest i marts næste år.

Ved at gøre det frivilligt, om EU-landene vil tilslutte sig, vil det være svært for Storbritannien at opretholde et veto, ligesom den irske regering kan sige ja til traktatudkastet uden direkte at tilslutte sig den nye traktat. Dermed undergår den – og EU – en folkeafstemning, som sandsynligvis ville forkaste traktaten.

Hvad betyder det for Danmark?

Hvis Danmark, der har en undtagelse fra euroen, underskriver traktaten, vil vi først være omfattet af dens bestemmelser, hvis vi ophæver vores euro-undtagelse.

Danmark kan også tilslutte sig dele af eller alle traktatens bestemmelser uden formelt at ophæve euro-undtagelsen.

Dermed kan traktaten fremtræde som et tag-selv-bord for Danmark. Det åbner for en ny salami-metode, hvor unions-flertallet i Folketinget går med til dele af eller hele den nye traktat uden formelt at afskaffe euro-undtagelsen ved en folkeafstemning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. dec. 2011 - 12:06   03. sep. 2012 - 12:37

Indland