20 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sjursen: Der er jo ikke job

Sjursen: Der er jo ikke job

Søndag, 18. december, 2011, 13:09:27

Arbejdsmarkedet er slet ikke parat til at få mange udsatte kontanthjælps-modtagere i arbejde, siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte.

Vi skal støtte og hjælpe udsatte borgere i stedet for at ekskludere dem i forhold til ydelsesniveau og den måde vi behandler dem på, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.
Aage Christensen

Det skal kunne betale sig at arbejde – derfor skal kontanthjælpen være lav. Sådan lyder argumentet igen og igen i fattigdomsdebatten.

Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, undrer sig over debatten.

– Det er nonsens at sige, at det er nødvendigt med pisk for at få udsatte borgere i arbejde. Der er jo faktisk ikke arbejde til dem, siger han i sit indlæg på kontanthjælpskonferencen, som rådet har arrangeret.

– Samfundet skal tilvejebringe et arbejdsmarked for alle dem, der kan arbejde. Flere socialøkonomiske virksomheder og andre tiltag er nødvendige, hvis den opgave skal løses. Pisk hjælper ikke de her mennesker til at komme i arbejde. Hvis pisk hjalp, ville stort set alle være kommet i arbejde, tilføjer Jann Sjursen.

Han håber, at den nye regering i sit arbejde med en reform af førtidspensionen og kontanthjælpssystemet vil fokusere på det gode socialpolitiske arbejde gennem brug af rehabilitering, herunder revalidering.

– Udsatte borgere har komplekse problemer. Ledighed er sjældent det eneste problem. Der kan være manglende netværk, misbrug, sygdom eller andre problemer. Det er derfor magtpåliggende for os, at vi tager udgangspunkt i, hvordan vi kan støtte og hjælpe udsatte borgere i stedet for at ekskludere dem i forhold til ydelsesniveau og den måde vi behandler dem på, siger Jann Sjursen.

I forhold til arbejdet med at bekæmpe fattigdom er han glad for, at den nye regering vil sikre, at Danmark langt om længe får en officiel fattigdomsgrænse.

– En grænse løser jo ikke fattigdomsproblemet. Men det vil betyde, at vi kan følge med i om der bliver flere eller færre fattige i Danmark og sammenligne os internationalt. En relativ fattigdomsgrænse skal også se på, hvor lang tid man er fattig. Og så skal der opstilles et minimumsbudget for, hvad der er et rimeligt leveniveau i dagens Danmark, mener Jann Sjursen.

Rådet peger også på behovet for, at regeringen laver en langsigtet strategi for bekæmpelse af fattigdom.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. dec. 2011 - 13:09   03. sep. 2012 - 12:37

Indland