Joan Münch fra Frelsens Hær er rystet over den aktuelle fattigdomsdebat. Hun møder mange fattige familier, som er helt ude på kanten.
En enlig far til fem børn, som har mistet kontanthjælpen, fordi han ikke har levet op til kommunens krav.
Det er en af de mange barske livshistorier, som Joan Münch har fået indblik i gennem sit arbejde i Frelsens Hær. Der har de seneste år været en kraftig vækst i antallet af økonomiske sanktioner overfor kontanthjælpsmodtagere, som ikke lever op til kommunens krav. Det gælder også mennesker, som har andre problemer end arbejdsløshed.
– Mange skriver ind til os, at de har fået taget kontanthjælpen. Hvad skal de mennesker leve af? Som nu den enlige far med fem børn? Hvis de ikke har penge, bliver de sat på gaden. Det går ud over børnene. Det hjælper ingenting, at fratage en familie kontanthjælpen, siger Joan Münch.
Udover arbejdet i Frelsens Hær er hun med i Rådet for Socialt Udsatte. Hun er en af de omkring 100 deltagere i rådets konference om kontanthjælpen og giver sig efterfølgende tid til et interview med Arbejderen.
– Det er en forfærdelig fattigdomsdebat, vi har været vidne til den seneste tid. Der bliver lyttet alt for meget til én mands noget aparte holdninger, mener Joan Münch.
– Og så bliver der forargelse over, at en kontanthjælpsmodtager har et rådighedsbeløb på omkring 5000 kroner om måneden til sig selv og et barn. De penge skal dække mad, tøj, transport og fritidsaktiviteter. Beløbet er under et skrabet standardbudget. Tænk på de fødevarepriser, der er i dag. Der er ikke noget at blive forarget over.
Joan Münch understreger samtidig, at der er mange som har langt mindre til rådighed end eksemplet med den enlige mor. Hun har netop siddet og behandlet 400 ansøgninger om julehjælp fra Frelsens Hær og er rystet over det billede, som tegner sig.
– Det er mennesker, som ikke har råd til fagforening, forsikring, julegaver eller nogle af de andre ting, som er helt almindelige for os andre. En enkelt uforudset udgift kan vælte det hele. Mange henvender sig først til os, når alt håb er ude. Det er svært at gøre noget, når man står helt ude på kanten, og der er slukket for strømmen og regningerne hober sig op, siger hun.
Noget nyt, som Frelsens Hær møder, er, at kontanthjælpsmodtagere får taget børnepengene, fordi de skylder penge til det offentlige. Det er ellers ofte de penge, som gør det muligt at købe tøj og sko til børnene.
– Der bliver hele tiden brugt pisk overfor de her mennesker. Det gælder desværre også den nye regering. I stedet har de brug for en enorm støtte, hvis de skal kunne klare at komme i arbejde. De vil gerne arbejde, hvis de rette omstændigheder er til stede, men det kræver, at der bliver gjort noget ved deres problemer, understreger Joan Münch og tilføjer:
– Som systemet fungerer i dag, er det uværdigt for vores samfund.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278