Mange studerende har betalt for meget for togkort på grund af administrativt rod. Nu kræver Enhedslisten, at staten betaler pengene tilbage til de unge.

De studerende, som har betalt for meget for bus- og togkort til deres uddannelse på grund af rod med de statslige uddannelseskort, skal have deres penge tilbage.
Det mener Enhedslistens uddannelsesordfører, Rosa Lund, som nu rejser sagen i Folketinget.
– De unge skal have den rabat, som de er blevet lovet. Jeg har spurgt uddannelsesministeren om han synes, at det er retfærdigt at studerende betaler fuld pris, når de har fået stillet rabat i udsigt, fortæller hun til Arbejderen.
Uddannelseskortet fungerer som et et billigt bus- og togkort til unge under uddannelse. I sommers digitaliserede DSB administrationen af kortene, og siden det har skabt så meget rod, at mange studerende har fået kortet meget sent eller slet ikke har fået det.
– Der er også eksempler hvor eleverne ikke har kunnet afmelde deres kort eksempelvis efter endt praktik, så de har måttet betale for et kort som de ikke har brugt. På den måde har de unge fået en ekstraudgift som ikke har været indregnet i deres budget og det er for dårligt, siger Rosa Lund, uddannelsesordfører for Enhedslisten.
Hun mener at staten som minimum bør refundere den ekstra udgift som eleverne og de studerende har fået, fordi systemet ikke har fungeret.
– Derudover må man selvfølgelig overveje om det simpelthen er hele systemet omkring uddannelseskortene, der skal laves om, siger Rosa Lund til Arbejderen.
Hun henviser til, at computersystemet, der skal registrere brugerne af uddannelsekortene, ikke fungerer ordentligt. De studerende har blandt andet ikke kunne ændre oplysninger som adresseændring eller afslutning af praktikforløb, forklarer hun.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278