20 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Wammen indrømmer: Lønstigning kan give EU-straf

Wammen indrømmer: Lønstigning kan give EU-straf

Mandag, 05. december, 2011, 11:37:45

Fra 2014 kan EU straffe Danmark for »uansvarlig« samfundsøkonomi, indrømmer europaministeren. Vi kan blandt andet blive straffet ved for høje lønomkostninger.

Hvis vi ikke fører en fornuftig politik, så kan det få konsekvenser for Danmark. Europaminister Nicolai Wammen.
Aage Christensen

Regeringen vil sige ja til nye EU-regler, som betyder økonomisk straf til Danmark, hvis vi har en »uansvarlig« samfundsøkonomi.

– Ja, hvis vi ikke fører en fornuftig politik, så kan det få konsekvenser for Danmark, indrømmede europaminister Nicolai Wammen torsdag i et samråd i Folketingets Europaudvalg.

Hvad der er fornuftig politik, vil blive fastlagt i EU, når lovpakken om økonomisk styring af EU-landene træder i kraft i løbet af denne måned.

– Jeg finder det dybt bekymrende, at vi kommer ud i en situation, hvor Danmark kan blive straffet for ikke at føre en bestemt økonomisk politik. Det er jo netop derfor, at danskerne i flere omgange har sagt nej til euroen, siger Nikolaj Villumsen, Enhedslistens EU-ordfører, til Arbejderen.

Det var på hans initiativ, at europaministeren var kaldt i samråd om de nye straffemekanismer.

– EU’s lovpakke indeholder blandt andet en såkaldt resultattavle, hvor der for eksempel bliver stillet grænser for, hvor meget arbejdslønnen per produceret vare må stige over en treårig periode. For ikke-eurolande ligger grænsen ved 12 procent over de tre år. Og det er absolut ikke urealistisk, at Danmark kommer til at overskride den grænse, slår Enhedslistens EU-ordfører, Nikolaj Villumsen, fast.

Han peger på, at disse såkaldte enhedslønomkostninger i treårsperioden 2007-2009 steg  med 17 procent i Danmark.

– Så hvis de nye regler havde været i kraft i den periode, ville der kun havde været to muligheder for at undgå økonomisk straf fra EU: Lønningerne skulle sænkes, eller også skulle arbejdstempoet skrues i vejret, forklarer Nikolaj Villumsen.

Det er meningen, at den nye straffemekanisme for ikke-eurolande skal indarbejdes i reglerne for EU’s tilskudsfonde. Fremover skal EU kunne tilbageholde midler fra fondene, hvis et land ikke overholder EU’s krav til den økonomiske politik.

– Det skal også gælde for lande udenfor euroen, og Danmark modtager midler fra disse fonde, forklarede Nicolai Wammen på udvalgsmødet, hvor han ikke lagde skjul på regeringens helhjertede støtte til de nye straffemekanismer.

– Vi synes, at det er fornuftigt, at hvis man skal have penge fra EU, så skal man også have styr på sin egen økonomi, tilføjede Wammen.

Danmark betalte sidste år 17,7 milliarder kroner til EU-budgettet, men fik kun 11,4 milliarder kroner tilbage fra EU via unionens fonde.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. dec. 2011 - 11:37   03. sep. 2012 - 12:37

Indland