20 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark er i slæbegear

Danmark er i slæbegear

Torsdag, 01. december, 2011, 12:40:43

Produktionen af varer og tjenesteydelser er faldet fra andet til tredje kvartal med 0,8 procent, og det har kostet 12.000 flere job. Arbejdsmarkedet har nogle hårde år i vente.

Den danske produktion af varer og tjenesteydelser er nu 5,7 procent lavere end før krisen, som indtil nu har kostet danskerne 188.000 tabte arbejdspladser og 110 milliarder kroner i tabt velstand. Men de danske storbanker har det fint...
Bille

De økonomiske hjul i Danmark kører nu i slæbegear.

Bruttonationalproduktet – produktionen af varer og tjenesteydelser – er faldet fra andet til tredje kvartal med 0,8 procent, og det har kostet 12.000 flere job, viser en foreløbig opgørelse fra Danmarks Statistik.

Det skyldes især den tidligere regerings nedskæringer, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

– VK-regeringens økonomiske stramninger kan tydeligt aflæses i dagens væksttal. Der nåede simpelthen ikke at komme ordentlig gang i økonomien, før der igen blev trådt på den finanspolitiske bremse, siger Frederik I. Pedersen, chefanalytiker i AE-rådet.

Krisen har særligt i den private sektor kostet tusindvis af job, vurderer AE’s chefanalytiker.

– Og kigger vi fremad er billedet desværre, at arbejdsmarkedet har nogle hårde år i vente. Skal vi for alvor have skabt nye arbejdspladser i Danmark, er det altafgørende, at der kommer ordentligt gang i den hjemlige efterspørgsel. Her er regeringens vækstpakke i 2012 et skridt i den rigtige retning, siger Frederik I. Pedersen.

Den uafhængige økonom Karen Helveg Petersen finder det også helt fint, at der bliver sat gang i de offentlige investeringer. Men at det bringer Danmark af krise-sporet, tror hun ikke på.

– Selvfølgelig kan det skabe nogle arbejdspladser her og nu. Men krisen er ikke overstået om et par år, hvor regeringen, på grund af et kortsigtet fokus på under- og overskud på statsbudgettet, vil stramme skruen igen, lyder Karen Helveg Petersens vurdering.

– En kickstart har brug for noget, der følger efter. Det kan være nogle langsigtede forbedringer, for eksempel elektrificeringen af jernbanenettet, billige billetter til den kollektive trafik eller investeringer i grøn teknologi, der er nytænkende og ikke blot fylder Vestas’ lommer, siger Karen Helveg Petersen til Arbejderen.

Hun efterlyser også en politik, som giver unge ret til at finde sammen om at udvikle egne initiativer, i stedet for at presse dem ind i markeds-ensrettet aktivering. Men hun har ikke nogen illusioner om, at hendes forslag vil føre til en krisefri kapitalisme.

– Så længe vi har kapitalejernes frie ret til at investere, hvor de vil, og flytte derhen hvor de vil, vil krisen fortsætte. Og så længe vi i Europa har euroen, vil den skabe ulighed i EU ved at påføre forskellige lande ens regler, vurderer Karen Helveg Petersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. dec. 2011 - 12:40   03. sep. 2012 - 12:37

Indland