Der kommer 1500 flere pædagoger i 2013, men samtidig forsvinder 1500 job i staten over to år.
Aftalen om finansloven betyder, at der skal spares 450 millioner kroner på statens område til næste år og 900 millioner kroner i 2013. Pengene skal gå til at finansiere BoligJob-ordningen, der videreføres af regeringen som en del af en kickstart af økonomien.
Nedskæringen i staten svarer til, at der nedlægges omkring 500 kontorjob i 2012 og 1000 året efter, viser beregninger fra HK/Stat.
– Jeg har svært ved at få øje på kickstarten i at fyre offentligt ansatte for at give nogle håndværkere midlertidige job. Regeringen hugger bremsen i, samtidig med at den træder på speederen, siger Thora Petersen, formand for HK/Stat til Ugebrevet A4.
Finansministeren mener, at en del af nedskæringen kan findes i form af nye it-systemer, bedre organisering og ved at sænke udgifterne til husleje.
– Men der er ikke meget overflødigt fedt i staten, som man bare kan skære væk, uden det får konsekvenser. Den statslige administration har nu i ganske mange år været gennem adskillige runder, som alle har gået ud på at optimere forvaltningen, siger professor Vagn Greve fra Roskilde Universitet til A4.
Offentligt Ansattes Organisationer, OAO, har kigget finansloven igennem og vurderer samlet set, at det indeholder en mindre stigning i de samlede driftsudgifter på det offentlige område i 2012.
– Nulvæksten fastholdes i kommunerne, men der er øremærkede stigningen på nogle områder. Blandt andet er der afsat med 500 millioner kroner ekstra til sundhedsvæsenet i forhold til VK-regeringens finanslovsudspil, siger Per Brøgger Jensen fra OAO til Arbejderen.
I 2013 er der afsat 500 millioner til at ansætte 1500 flere pædagoger og derudover er der en reserve på fem milliarder til forbedringer af velfærden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278