Over 20.000 unge arbejdede i går over hele landet til fordel for de oprindelige folk i Peru. Specielt i indre København var der mange frivillige.
af Andreas Juul Blinkenberg og Alma Luna Ramfeldt Steffensen
Gademusikanter og gøglere er ikke et sjældent syn i indre København, men i går var der særlig kamp om de forbipasserendes gunst. Massevis af entusiastiske studerende indtog gaderne for at samle ind til det landsdækkende projekt, Operation Dagsværk; i folkemunde kaldet OD.
Det var en kold novemberdag i går; frakker og handsker har efterhånden fundet plads i gadebilledet, og himlen skuler grå og uindbydende ned på Købmagergade.
Frivillige solgte her kager og spillede musik. De var glade for at kunne gøre en forskel.
– Det er bedre end at smide penge i en Røde Kors-bøsse, hvor man ikke ved, hvor pengene ender henne, siger Helene Uhrskov fra Roskilde Gymnasiums musikklasse, og tilføjer at det er rart at kunne bruge sine evner til et godt formål.
Samtidig begyndte to af hendes veninder – i OD’s tjeneste – at synge og spille guitar ved siden af.
Omkring hende fortalte en håndfuld klassekammerater om, hvad der har motiveret dem til at arbejde på OD-dagen.
På Roskilde Gymnasium har eleverne op til dagen i går fået information om, hvad pengene fra Operation Dagsværk går til, og deltaget i OD-arrangementer.
Roskilde Gymnasium var ikke et enestående eksempel; Flere udtrykte i går, at de var »godt informeret« om baggrunden for deres arbejde.
Overskuddet går til unge i Perus regnskov, hvor olieudvinding ødelægger livsgrundlaget for de oprindelige folk.
Lidt længere nede ad Købmagergade stod Cecilie Frederiksen fra Falkonergårdens Gymnasium.
– Som studerende tjener man ikke så mange penge, så OD er en god anledning til at kunne støtte et godt projekt, siger hun og sælger videre af sine hjemmebagte kager.
Siden 1985 har OD indsamlet 120 millioner til 20 projekter. Der lå ikke et årsresultat i går ved Arbejderens deadline.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278