Tre propfyldte busser med faglige aktivister, folk fra solidaritetsmiljøet, tidligere modstandsfolk og helt almindelige mennesker fulgte i dag den 72-årige Anton Nielsen i fængsel.
– Hvor er der kommet mange.
72-årige Anton Nielsen kigger rundt på de 300 unge og gamle aktivister, modstandsveteraner, fagforeningsfolk og andre, der er samlet foran Horserød Statsfængsel i Nordsjælland.
Så tager han sin kone, Inger Nielsen, i hånden, og begynder at gå de 50 meter hen mod hegnet foran fængslet. Han har lige fået opereret sin hofte og går langsomt og støttet til en krykke.
Klokken er 10.55. Om fem minutter begynder Anton Nielsen afsoningen af sin to måneder lange fængselsdom for støtte til befrielsesbevægelsen PFLP.
Når uret bliver ret...
Lige bag Anton og Inger Nielsen går flere rækker af fagligt aktive med 15 faner fra forskellige fagforeninger og et stort banner med den kendte parole fra modstandskampen under besættelsen: »Når uret bliver ret bliver modstand en pligt.«
Tidligere modstandsfolk og overlevende kz-fanger fra anden verdenskrig følger efter med Frihedsfanen. Og bag dem igen går op mod 300 unge murere, gymnasieelever, håndværkere, pensionister, aktive fra solidaritetsmiljøet, kommunistiske partier og mange andre, helt almindelige mennesker.
For 70 år siden blev Horserød-fængslet brugt til at internere kommunister og modstandsfolk under besættelsen med betegnelsen »terrorister« på straffeattesten.
I formiddags fik Horserød Statsfængsel igen en terror-stemplet kommunist bag murene, da formanden for Horserød-Stutthof Foreningen begyndte sin to måneder lange fængselsstraf for støtte til befrielsesbevægelsen PFLP.
Pjækkedag for anton
Tre en halv time tidligere er de mange aktivister samlet i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i Valby i København.
Her byder Horserød-Stutthof Foreningen på morgenmad og kaffe inden aktivisterne i tre fyldte busser kører mod Horserød for at følge Anton Nielsen på vej.
Ved et bord sidder pædagog Neel Westergreen og hendes datter Rikke:
– Anton har taget den her kamp og går i fængsel for vores allesammens og for demokratiets skyld. Vi er her for at vise ham, at det sætter vi pris på. Og så skal det markeres, at Danmark får sin første politiske fange i nyere tid, fortæller Neel Westergreen, der har taget fri fra den børnehave, hun arbejder i til daglig.
Anton har taget den her kamp og går i fængsel for vores allesammens og for demokratiets skyld. Vi er her for at vise ham, at det sætter vi pris på, siger Neel og Rikke Westergreen.
Foto: Mette Kramer Kristensen
Rikke Westergreen, der er gymnasieelev, har taget en pjækkedag:
– Der er nogen ting, der er vigtige at støtte. Det er dybt uretfærdigt, at Anton skal i fængsel. Det vil jeg være med til at vise. Det skal ikke være EU og USA, der skal bestemme, hvilke nationale befrielseskrige, der er lovlige og retfærdige, fortæller Rikke Westergreen til Arbejderen.
Tre fyldte busser
I en af de mange propfyldte busser sidder Viggo Toften-Jørgensen, der samme dag som Anton Nielsen blev idømt et halvt års betinget fængsel.
Han var dengang talsmand for den Faglige Klub, som har samlet penge ind til den colombianske oprørsbevægelse, FARC, der også står opført på EU's og USA's terrorlister.
– Jeg er her for at følge Anton på vej. Når man kriminaliserer modstanden mod undertrykkelsen i Palæstina, gør man sig samtidig til medskyldig i den vold, tortur, vilkårlige fængslinger og drab, som det israelske regime udfører. Palæstinenserne har brug for al den støtte, de kan få. Terrorlovene forholder sig ikke til virkeligheden, siger Viggo Toften-Jørgensen til Arbejderen.
Fremme i Horserød klokken 9.30 bliver de tre busser mødt af hegn og overvågningskameraer og et skilt, der fortæller, at uvedkommende ingen adgang har. Men ingen af de 300 supportere føler sig uvedkommende, så de samler sig i en demonstration ved besættelses-mindesmærket »Håbets Port« foran fængslet.
Her griber Anton Nielsen mikrofonen:
– Jeg betaler prisen for at fastholde mine meninger. Det har mange gjort før mig. Og jeg vil ikke ændre mening fordi de sender mig to måneder i fængsel!, tordner han.
LÆS HELE ANTON NIELSENS TALE HER
Hvis Anton Nielsen i talen fastholder støtten til PFLP risikerer han at de to måneders ubetinget fængsel bliver forlænget med fire måneder.
– Men I kan fortsat sige, hvad I mener! Det forpligter! En forpligtigelse, som jeg er sikker på, at I alle vil leve op til. Tænk selv og aktioner. Organiser jer! Lad jer ikke true til tavshed. Stilhed er herrernes fred!, siger han, før demonstrationen klapper længe og taktfast efter talen.
John Ekebjærg-Jakobsen fra foreningen Oprør, der også har udfordret terrorlovene og støttet PFLP, lover i sin tale at kampen fortsætter:
– Vi vil fortsætte kampen mod terrorlovene. Vi vil bruge din urimelige fængselsdom til at sætte fokus på de udemokratiske love. Vi vil finde nye veje, nye ideer, siger han.
6000 postkort på vej
I busserne og foran fængslet er flere i gang med at skrive under på et postkort med støtte til Anton Nielsen.
Det er Arbejderen, der har trykt de 6000 kort, som alle kan sende til Anton Nielsen i fængslet for at opmuntre ham og vise, at man støtter kampen mod terrorlovene.
– Det er samme metode, som Amnesty International bruger for at vise, at de holder øje med politiske fanger, bemærker en aktiv fra Internationalt Forum.
De 300 fremmødte er ikke de eneste, der tænker på Anton: om halsen bærer han et PFLP-tørklæde, som han netop har fået – sammen med en hilsen fra PFLP’s politiske afdeling med tak for Anton Nielsen og Horserød Stutthof Foreningens kamp mod terrorlovene.
Talerne bliver holdt foran Håbets Port lige uden for fængslet. Mindesmærket blev opført lige efter krigen – som et tegn på friheden og til minde om de mange frihedskæmpere og kommunister, der blev sendt til Horserødlejren under besættelsen.
En af dem var Anton Nielsens far, der som folketingsmedlem for DKP blev interneret i 1941 og senere sendt til kz-lejren Stutthof i Tyskland.
På Horserødlejrens Museum lige over for fængslet vidner et billede af Martin Nielsen om den historien.
»Sidste offentlige tale: Maj-Mødet d. 1/5-1941«, står der på straffeattesten der hænger ved siden af billedet.
Pudsigt nok var det også en 1. maj-tale, som statsanklageren henviste til nu 70 år senere, da Martin Nielsens søn sad på anklagebænken.
– »Anton Nielsen er 72 år, man har lige holdt 1. maj-tale. Hvorfor skulle denne mand ikke kunne idømmes ubetinget fængsel«, citerer Anton Nielsen ironisk i sin tale.
Farvel morfar
Nu er tiden kommet til at dommen skal afsones.
Et par betjente tager imod Anton og Inger Nielsen ved hegnet, og ægteparret hjælpes ad med at bære Anton Nielsens taske med lidt tøj, bøger, kuglepenne og papir ind.
De mange forsamlede synger Internationale, og flere af de ældre kvinder, hvis mænd var internerede i lejren for 70 år siden, fælder en tåre.
– Hej hej morfar, siger Anton Nielsens barnebarn, Kasper, da Anton og Inger Nielsen forsvinder ind bag hegnet.
– Hej Kasper, svarer Anton Nielsen.
10 minutter senere kommer Inger Nielsen alene ud.
Anton Nielsen må hverken have computer eller mobiltelefon med ind i fængslet, men havde pakket en taske med lidt tøj, bøger, kuglepenne og papir.
Foto: Mette Kramer Kristensen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
