Arbejderen uddeler 6000 gratis postkort og opfordrer folk til at oversvømme Horserød Statsfængsel i protest mod fængslingen af Anton Nielsen.
Betjentene i Horserød statsfængsel får nogle tunge postsække at slæbe på de næste to måneder. 6000 postkort med støtteerklæringer er på vej til Anton Nielsen, som i dag begyndte sin to måneder lange fængselsstraf.
Den 72-årige formand for de tidligere modstandsfolk og kz-fanger i Horserød-Stutthof Foreningen er dømt to måneders fængsel efter terrorloven for at have samlet 17.000 kroner ind til PFLP’s humanitære arbejde i Gaza.
Det er første gang terrorlovene bliver brugt til at straffe solidaritetsarbejde med fængsel, og det er et brud på de demokratiske rettigheder som rammer alle borgere, mener Arbejderen.
Avisen, som selv har oplevet at få sin hjemmeside censureret af politiet på baggrund af terrorlovene, har optrykt 6000 postkort, som alle, der støtter Anton Nielsen, kan sende til ham i fængslet.
– Vi har lavet kortene for at Anton skal mærke inde bag tremmerne, at han ikke er alene. Samtidig får de mange danskere, der deler hans og Horserød-Stutthof Foreningens kritik af terrorlovene, mulighed for at vise deres opbakning, siger Arbejderens ansvarshavende redaktør, Birthe Sørensen.
Dommen har vakt protester blandt en række tidligere modstandsfolk, faglige klubber, solidaritetsorganisationer og kommunistiske partier, som i tre fyldte busser kører til Horserød sammen med Anton Nielsen for at følge ham til porten.
De samme organisationer vil hver søndag under fængslingen skiftes til at holde fanevagt foran Horserød.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278