Christiania går ikke på kompromis med ejendomsretten, siger to af fristadens talspersoner i et interview om den nye aftale med staten.
Her skal snart holdes fødselsdag og det store røde flag i efterårsbrisen. Men Dannebrogs hvide striber er skiftet ud med tre gule prikker. Fødselaren fylder 40 år og hedder Christiania.
Et nationalt symbol og et varemærke for vort fædreland, der på højde med kongehuset tiltrækker turister.
Men i denne uge kan Christiania ikke bare fejre sine 40 år, men også udsigten til uafhængighed, når man spørger Mette Prag, der er christianit og bestyrelsesmedlem af Fonden Fristaden Christiania.
Fristaden var i sine første 39 leveår ejet af den danske stat, men det sluttede med den aftale, som christianitterne underskrev i juni måned.
For 76,3 millioner kroner køber christianitterne sig fri af den danske stat. Dog må staten ikke sælge hele Christiania, og derfor skal christianitterne for seks millioner kroner årligt leje de områder, som ikke er til salg.
– Grunden til at vi christianitter har underskrevet den her aftale er, at vi gerne vil være fri for at være i det her limbo, hvor vi hele tiden skal spørge staten om lov til al ting, fortæller Mette Prag til Arbejderen.
Uafhængigheden træder officielt i kraft næste år, når de første 46 millioner skal betales den 15. april.
Netto på Christiania?
Aftalen tilbage fra juni måned er gamle nyheder, men ikke desto mindre ved de færreste danskere, hvad aftalen reelt set kommer til at betyde for Christianias fremtid og ikke mindst dens beboere.
Skal der bygges en Netto? Skal alle husene rives ned? Skal træerne fældes?
Hverken Mette eller jeg får et skøde. Hvis vi flytter fra Christiania får vi et bøjet søm at trutte i og glæden ved at have været her.
Risenga Manghezi
For at få svar på nogle af de spørgsmål tog Arbejderen ud på fristaden for at møde de to christianitter Mette Prag, bestyrelsesmedlem af Fonden Fristaden Christiania og Risenga Manghezi, økonomisk medarbejder og talsmand for folkeaktien.
LÆS ARTIKEL: "Fristad på folkeaktier"
Interviewet finder sted i Det grønne rum. Et vigtigt sted på Christiania, hvor beboerne eksempelvis mødes, når de skal diskutere budgetter, eller når de skal betale deres brugsleje.
Og denne eftermiddag fungerer Det grønne rum også som presserum, hvor et par christianitter sidder foran deres bærbare computere og mobilen ved hånden.
Med et smil på læben og gulerodskage i munden diskuterer de, hvorvidt de skulle kalde sig spindoktorer eller kommunikationsmedarbejdere.
Pressen kimer dem nemlig ned for at stille spørgsmål til folkeaktierne. Christianitterne har besluttet at sætte fristaden "til salg" igennem aktier for at kunne samle de 76 millioner kroner ind, som aftalen kræver.
Ikke lutter lagkage
Selvom både Mette Prag og Risenga Manghezi er glade for aftalen, er der især én ting, som bekymrer dem og resten af christianitterne. Det er økonomien.
– Aftalen giver en uafhængighed, men det giver også et økonomisk bagslag. Så uafhængigheden koster, siger Mette Prag.
På nuværende tidspunkt betaler hver christianit over 18 år 1900 kroner om måneden i brugsleje.
Pengene bliver brugt til at opretholde den daglige drift på Christiania, eksempelvis vedligeholdelse, infrastruktur, børneinstitutioner samt til en fond, hvor man kan søge om penge, hvis man har en idé til et kulturelt projekt.
Aftalen giver en uafhængighed, men det giver også et økonomisk bagslag. Så uafhængigheden koster.
Mette Prag
– Man er ikke lejer på Christiania, man er bruger, og derfor betaler man som christianit ikke husleje, men derimod brugsleje, som er en afgift for at bruge Christiania, forklarer Mette Prag.
– Christiania har altid betalt sine regninger, vi har altid betalt vores ejendomsskat, på trods af at mange tror det modsatte, tilføjer Risenga Manghezi.
Udover de 1900 kroner betaler hver husstand på Christiania for eget el, varme og gasforbrug.
Med købet af Christiania er der udsigt til en markant stigning i brugslejen, så den enkelte christianit kan komme til at betale det dobbelte.
Og dét bekymrer Risenga Manghezi.
– Vi er bekymrede for, om der bliver økonomisk albuerum. For det første om de fattigste kan være med, og for det andet om vi stadig kan lave alt det fede Christiania, som er det, christianitterne har gjort de sidste 40 år, siger han.
Hidtil har brugslejen været ens for alle christianitter, ligegyldigt om man boede i et skur eller en villa, eller om man havde en direktørløn eller var på kontanthjælp.
Men nu er beboerne begyndt at diskutere, hvad de skal gøre for, at Christiania forsat kan være socialt ansvarlig og kunne tage hånd om alle.
Ét af løsningsforslagene, som christianitterne i øjeblikket diskuterer på deres budgetmøder, er, om brugslejen skal være afhængig af ens boligstørrelse. Så brugslejen kommer til at afhænge af det antal kvadratmeter, man bor på. Intet er endnu besluttet.
Selvom alle beboere i princippet betaler det samme i brugsleje, fungerer det sådan på Christiania, at en beboer kan blive fritaget for en periode.
– Hvis et boligområde vurderer, at Kaj ikke har råd til at betale brugsleje, så har området mulighed for på Kajs vegne at søge Christiania om, at han bliver fritaget for brugsleje, forklarer Mette Prag.
Typisk vil en person som Kaj blive fritaget for at betale brugsleje i et halvt år.
Hvis brugslejen stiger markant med den nye aftale, er både Mette og Risenga bekymret for, om ansøgningerne af fritagelser vil eksplodere og sprænge budgetterne.
Dog har christianitterne allerede i budgettet for det kommende år afsat en ekstra sum penge til at kunne imødekomme flere af sådanne ansøgninger.
Privat ejendomsret?
Fristaden og dens beboere har igennem de sidste 40 år været berømte hos nogle og berygtede hos andre for at gå imod den kapitalistiske tankegang og ikke mindst ideen om privat ejendomsret.
Nu har christianitterne skrevet under på, at de ønsker at købe sig fri af staten for at få ejerskab over Christiania. Er det ikke privat ejendomsret, spørger mange.
Andre snakker om, at christianitterne sælger ud af deres værdier.
Men dét afviser både Mette Prag og Risenga Manghezi og fastholder, at der med den nye aftale ikke er tale om privat ejendomsret.
– Hverken Mette eller jeg får et skøde, og det er også dér, jeg synes, at vi skyder hul igennem den private ejendomsret, hvilket også vil sige, at hvis Mette eller jeg flytter fra Christiania, så får vi et bøjet søm at trutte i og glæden ved at have været her, siger Risenga Manghezi grinende.
Jeg tror ikke, at vi havde sagt ja, hvis der havde været en følelse af privat ejendomsret. Vi har fundet en måde at gøre det kollektivt på, sådan at ejendomsretten svæver.
Risenga Manghezi
En talemåde fra en christianit lyder, at Christiania er det eneste sted, hvor du kan smutte ned og købe et vindue og derefter sætte det i derhjemme, og så er det ikke dit længere.
Og hvis christianitterne en dag besluttede at sælge hele Christiania, så ville de ikke komme til at tjene noget på det. For alt overskud, altså alt udover de 76,3 millioner kroner, vil tilfalde den danske stat.
– Jeg tror ikke, at vi havde sagt ja, hvis der havde været en følelse af privat ejendomsret. Vi har fundet en måde at gøre det kollektivt på, sådan at ejendomsretten svæver, siger Risenga Manghezi.
Det er nemlig ikke den enkelte christianit, som køber deres hus eller grund, det er derimod Fonden Fristaden Christiania, som køber og lejer jorden af staten.
Christianitterne havde egentlig ønsket, at det var deres øverste beslutningsmyndighed, Fællesmødet, som skulle eje Christiania.
Men Fællesmødet har ikke nogen ledelse, fordi det er alle beboerne på Christiania. Og staten krævede, at christianitterne stiftede en fond med en bestyrelse, som kunne stå for ejerskabet.
Det er blevet til Fonden Fristaden Christiania, hvis bestyrelse består af seks eksterne og fem interne medlemmer.
– Christiania er gået fra statsligt til kollektivt til folkeligt ejerskab, konkluderer Risenga Manghezi.
Med folkeligt ejerskab henviser han til det nye initiativ med folkeaktierne, hvor alle har mulighed for at »købe sig« ind i Christiania.
Prisen for en folkeaktie går fra 20 kroner og op til 10.000 kroner. Som aktionær i Christiania er det eneste, man kan spekulere over billederne på aktien, for den har ingen omsætningsværdi.
Den ømme tå
I forhold til den private ejendomsret er der en undtagelse i aftalen, som Risenga Manghezi kalder for "vores ømme tå".
Aftalen giver hver enkelte christianit mulighed for at kunne købe deres eget hus og grund uden om Christiania Fonden.
Fristen for selv at kunne købe sit hus er lige udløbet, og christianitterne ved endnu ikke om nogle af deres medbeboere har valgt at gå udenom fællesskabet for at købe selv.
Men dét bekymrer ikke Mette Prag, som siger, at "99,9 procent af Christiania har valgt at anmelde deres rettigheder kollektivt og til fonden".
Med et smil tilføjer Risenga Manghezi:
– Hvis det kun er én enkelt, så synes jeg, at vi skal udnævne dét hus til et fristed for den private ejendomsret.
Aftalens anden ømme tå for christianitterne er de i alt 17 huse, der skal flyttes inden år 2022.
De første syv huse skal allerede flyttes inden 15. april i det kommende år. Til at starte med krævede staten, at christianitterne rev 150 huse ned.
– I en forhandlingssituation er det et okay resultat. Men for os er det stadig 17 huse for meget, fordi det er personlige skæbner, som har investeret deres liv i at bo dér, hvor de bor, siger Risenga Manghezi.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
