Justitsminister Lars Barfod advarede mod at »overreagere«, da han var i samråd om det højreekstreme miljø i Danmark.
Terrorangrebet i Norge og afsløringen af det højreekstreme ORG-netværk får ikke ud til at få justitsminister Lars Barfod til at ændre holdning til trusselsbilledet i Danmark.
– Den generelle terrortrussel i Danmark er ikke anderledes end før terrorangrebet i Norge. Der er jo ikke nogen forbindelse til Danmark, som gør, at der er en større risiko nu end før terrorangrebet i Norge, understregede justitsministeren på et samråd om det højreekstreme miljø i Danmark i Retsudvalget torsdag eftermiddag.
Dermed er ministeren helt i tråd med regeringens årlige terrorredegørelse fra maj 2011, der udnævner »netværk, grupper og enkeltpersoner, der bekender sig til en militant islamistisk ideologi« til den eneste terrortrussel mod Danmark.
– Det højreekstremistiske miljø i Danmark er ikke meget omfattende. Det er få personer, der indgår i miljøet. Vi skal ikke lade en begivenhed i Norge føre til, at vi reagerer ude af proportioner, hvis det er et mindre miljø, der ikke udgør nogen fare, sagde justitsministeren.
Han mener, at der allerede i dag gøres en del forebyggende arbejde:
– Jeg kan da ikke udelukke, at der er behov for at gøre mere. Men vi skal ikke overreagere og forhindre dem i at rekruttere andre, erklærede justitsministeren.
Enhedslistens Line Barfod er bestemt ikke imponeret over ministerens svar. Men det sidste ord er ikke sagt i den sag, lover hun.
– Ministeren får det til at lyde som om, alting er fantastisk, og problemfrit. Derfor er der brug for, at vi nu får PET’s vurdering.Ellers kommer vi ikke videre. Ministeren lovede at indkalde partierne igen til forhandlinger om, hvor vidt der skal tages nye initiativer, når PET’s redegørelse foreligger, siger Line Barfod, retsordfører for Enhedslisten til Arbejderen ovenpå samrådet.
Enhedslisten vil nu lave en samlet oversigt over de voldelige, højreekstreme overfald mod venstrefløjen, som er sket i Århus – uden at det har ført til efterfølgende retssager mod overfaldsmændene. Oversigten vil blive sendt til justitsministeren.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278