– Jeg nok aldrig troet, at jeg som miljø– og klimaaktivist skulle ende med at bekæmpe vindmøller, skriver Emil Skovgaard Andersen, der var med i klitplantagen i Østerild.

Selv om der ikke skete noget dramatisk de gange hvor jeg var med ude i »konfliktzonen«, var oplevelsen alligevel overvældende, fortæller Emil Skovgaard Andersen.

Siden den 16. juli har miljøaktivister forsøgt at forhindre fældningen af et kæmpe skovområde i Østerild Klitplantage. Jeg var med i fem dage.

Skal jeg være helt ærlig, så havde jeg nok aldrig troet, at jeg som miljø– og klima aktivist skulle ende med at bekæmpe vindmøller.

Da jeg troppede op i klitplantagen sammen med seks andre kammerater fra Aalborg holdt de enorme skovningsmaskiner stadig stille og var fanget bag metalgitre og beskyttet af en kamerabefængt overvågningsmast.

Men da konflikten i juli spidsede til og Naturstyrelsen med en magt-arrogant miljøminister i ryggen påbegyndte fældningen, på trods af de lokales indsigelser og den nært forestående afprøvning af sagen i retten, blev jeg så sur, at jeg var nødt til kaste mig ind i kampen.

LÆS ARTIKEL: "Derfor slås miljøaktivister mod vindmøller i Østerild"

Når jeg kastede mig ind i kampen mod det nationale testcenter har det overvejende været et spørgsmål om den udemokratiske måde som beslutningen er blevet truffet hen over hovedet på lokalbefolkningen på – og det forkastelige i at ekspropriere folks hjem og ødelægge vores fælles natur for at stille den til rådighed for den multinationale kapitalisme.

Da jeg troppede op i klitplantagen sammen med seks andre kammerater fra Aalborg holdt de enorme skovningsmaskiner stadig stille og var fanget bag metalgitre og beskyttet af en kamerabefængt overvågningsmast.

I alt nåede jeg at være i klitplantagen i fem dage, over to omgange. Og der blev ikke fældet ét træ i den tid.
Selv om der ikke skete noget dramatisk de gange hvor jeg var med ude i »konfliktzonen«, var oplevelsen alligevel overvældende.

Til dels fordi der er et reelt håb om at denne kamp kan vindes og fordi selve modstanden mod projektet har været med til at bringe de lokale tættere sammen.

De lokale gik ikke af vejen for at rykke ud, når aktivisterne havde brug for assistance. Og opbakningen viste sig også i form af en lind strøm af forsyninger, fra både lokale landmænd, erhvervsdrivende og fiskerne.

De lokale gik ikke af vejen for at rykke ud, når aktivisterne havde brug for assistance. Og opbakningen viste sig også i form af en lind strøm af forsyninger, fra både lokale landmænd, erhvervsdrivende og fiskerne.

Vi oplevede for eksempel at bedst som vi sad og gjorde os store tanker om hvordan vi skulle håndtere det kommende rydningsforsøg, kom en af de lokale landmænd forbi med to spande frisk malket mælk, ligesom det altid var til at få et lift fra eller til skoven.

Jeg har aldrig gennem hele min tid som aktivist oplevet en politisk kamp der nød så intens en opbakning fra lokalområdet – det var fantastisk.