24 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Krisen vil koste yderligere 40.000 job

Krisen vil koste yderligere 40.000 job

Tirsdag, 09. august, 2011, 12:33:10

Krisen for den globale kapital vil koste Danmark 40.000 job og 30 milliarder kroner de næste to år, vurderer AE-rådet, der opfordrer til politisk handling – Hjort er tavs.

Danmarks eksportmarkeder er i frit fald. Det eneste opsving, der er i syne, er et opsving i arbejdsløsheden. Derfor skal der gang i de offentlige investeringer herhjemme for at skabe flere job, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
pn

Den voldsomme opbremsning i den globale kapitalistiske økonomi, som nu får akterne til at styrtdykke verden over, vil koste Danmark 40.000 arbejdspladser over de næste to år.

Det vurderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af en analyse af de seneste tal på verdensøkonomien.

Vurderingen bygger faktisk på, at Danmark kommer ud af den nuværende minusvækst og ender året med en vækst i bruttonationalproduktet på 0,8 procent i forhold til sidste år. I 2012 vil væksten være på 1,3 procent, vurderer AE-rådet.

Men det er altså langtfra nok til at fastholde beskæftigelsen, advarer Martin Madsen, chefanalytiker i AE-rådet..

– Ifølge vores analyse vil arbejdsløsheden stige med 18.000 personer i 2011 og stige yderligere i 2012 til i alt omkring 40.000 tabte arbejdspladser. Dermed vil arbejdsløsheden igen blive større end i 2010, forklarer Martin Madsen til Arbejderen.

Når det går så galt, er det ikke kun på grund af verdenskrisen, men også på grund af den danske regerings sparepolitik, forklarer AE-økonomen.

– Regeringens skattelettelser og bankpakker har ikke sat gang i økonomien. Men regeringen handler alligevel, som om det nu går fremad, og strammer op i håb om, at eksporten kan give økonomien det skub, der skal til, siger Martin Madsen.

Men det skub forsvinder nu med den økonomiske afmatning på Danmarks eksportmarkeder.

– Vi kan ikke gøre så meget ved udviklingen på verdensmarkedet. Men vi kan gøre noget ved hjemmemarkedet. Der er brug for at droppe stramningerne, fremrykke offentlige investeringer og give virksomheder, der investerer, midlertidige skattelettelser, foreslår AE-rådets cheføkonom.

Socialdemokraternes finansordfører, Moren Bødskov, er ude med samme dagsorden.

– Hver eneste dag, regeringen er handlingslammet, koster det vækst og arbejdspladser, og det skader dansk økonomi ikke at gøre noget, siger Morten Bødskov til epn.dk

Men finansminister Claus Hjort Frederiksen fastholder overfor Berlingske, at Danmark er inde i et økonomisk opsving – om end et »meget ujævnt« af slagsen.

– Det er min opfattelse, at man skal have is i maven og se tiden an, siger Claus Hjort Frederiksen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. aug. 2011 - 12:33   03. sep. 2012 - 12:37

Indland