30 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sygehusfyringer vil ramme rengøring

Sygehusfyringer vil ramme rengøring

Onsdag, 15. juni, 2011, 10:52:04

Hillerød Sygehus fyrer serviceassistenter efter at gruppen har knoklet for at bestå skrap rengøringstest.

Hillerød Hospital har fået mange nye opgaver og nye ansatte efter, at regionen har lukket sygehusene i Hørsholm og Esbønderup. Steen Andersen, fællestillidsmand for service- og køkkenassistenterne på Hillerød Hospital

Du bliver fyret. Den besked fik otte serviceassistenter på Hillerød Hospital i går morges.

– Det kommer til at gå ud over rengøringen på hospitalet, siger Bettina Lynge, talsmand for serviceassistenterne, til Arbejderen.

Udover rengøringen står serviceassistenterne også for patienttransport mellem de forskellige afdelinger på hospitalet, som det er det svært at skære ned på, påpeger Bettina Lynge.

– Men det er et dårligt signal at spare på rengøringen. Vi har knoklet for at bestå en kontrol af vores rengøring, og så får vi sparket lige efter, at vi har klaret det, konstaterer Bettina Lynge.

Hun fortæller, at det reelt er flere end de otte kollegaer, som kommer til at mangle. Tidligere har serviceafdelingen haft en del ansat i arbejdsprøvning. Men en stor del af dem er nu sendt hjem på grund af det ansættelsesstop, som ledelsen har indført, for at spare penge. Dem, der har været længst i arbejdsprøvning, får lov til at gå perioden ud, men der kommer ingen nye i deres job.

I alt er der 289 serviceassistenter ansat på hospitalet.

De otte fyrede er blevet valgt ud efter kriterier som uddannelsesniveau, fleksibilitet, sygdom og samarbejdsevner, oplyser Bettina Lynge.

Også i andre faggrupper på hospitalet gennemføres op mod 20 fyringer i disse dage. De nye nedskæringer kommer efter massefyringerne sidste år, hvor der i alt blev sparet omkring 300 job væk på hospitalet.

Ledelsen argumenterer med, at det er nødvendigt at skære igen for at holde budgettet.

– Men problemet er, at vi har fået mange nye opgaver og nye kollegaer efter, at regionen har lukket sygehusene i Hørsholm og Esbønderup, siger Steen Andersen, fællestillidsmand for service- og køkkenassistenterne på Hillerød Hospital, til Arbejderen.

– Der er ikke taget højde for, at det naturligvis giver en vis tilbagegang i produktionen, når nye folk skal ind i arbejdsgangene. Enhver privat virksomhed ved, at det kræver ekstra penge, at gennemføre en fusion, forklarer han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jun. 2011 - 10:52   03. sep. 2012 - 12:37

Indland