07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Studerende scorer på S og SF

Studerende scorer på S og SF

Onsdag, 18. maj, 2011, 12:41:08

Regeringen vil skære en milliard i SU’en, mens S-SF vil investere ti milliarder i bedre uddannelser. Valget er ikke svært for landets studerende.

Landets studerende har utallige gange været på gaden mod den borgerlige regerings nedskæringer på deres SU og uddannelser. Her fra 8. juni sidste år.
Mette Kramer Kristensen

Rød bloks valgløfte om ti milliarder ekstra kroner til uddannelserne, får de unge aktive i landets uddannelsesorganisationer til at spidse ører.

I folkeskolen skal der bruges til to milliarder kroner på at indføre et loft på 24 elever i klasserne og sikre eleverne i 1.-3. klasse to lærere i hver klasse i dansk og matematik

– Det er forslag, som vi er meget begejstrede for. Færre i klasserne og flere lærere vil sikre eleverne plads og tid til at lære tingene ordentligt. Især elever som har det svært vil få glæde af mere tid til den enkelte elev, siger Vera Rosenbeck, formand for Danske Skoleelever til Arbejderen.

De to ekstra milliarder til folkeskolen skal finansieres ved at lade bankerne bidrage mere til fællesskabet.

Praktikplads til alle

På de tekniske skoler er man glade for S og SF’s løfte om en praktikplads til alle:

– Det er fantastisk med nogle politikere, der kommer med et klart politisk løfte om at investere i flere praktikpladser. Det er noget, vi længe har kæmpet for. Og der er nok at tage fat på for politikerne: Ved årsskiftet manglede 7230 unge en praktikplads, fordi den borgerlige regering har ladet stå til. Forskellen på rød og blå blok er, at de borgerlige hele tiden har kørt sparerunder, hvorimod rød blok vil investere sig ud af krisen, siger Sune Baldus, formand for Erhvervsskolernes Elev-Organisation (EEO) til Arbejderen.

Under valgkampen tager EEO med Landssammenslutningen af Handelsskoleelever og LO Ungdom ud på skoler over hele landet med en boksering, hvor politikerne kan udveksle synspunkter.

Rød blok freder SU

Der ér forskel på de to 2020-planer, som rød og blå blok har fremlagt: Ganske vidst tog regeringen mandag planerne om at afskaffe SU’en for hjemmeboende unge af bordet, men VK vil stadig afskaffe SU’en til unge, der ikke gennemfører deres videregående uddannelse til normeret tid.

Rød blok vil ikke skære i SU’en.

– VK lægger op til at skære i SU’en. Det kan vi på ingen måde bakke op om, da det vil føre til ulighed i hvem der gennemfører en uddannelse. Studerende skal være økonomisk sikret under deres uddannelse, og ikke være nødsaget til at sætte sig i gæld, siger Julie Asp Vonsild, formand for Sygeplejestuderende Landssammenslutning.

S og SF lover også at tilbagerulle den borgerlige regerings nedskæringer på professionshøjskoler, der uddanner pædagoger, lærere og sygeplejersker:

– Professionshøjskolen Metropol har netop offentliggjort et stort underskud. Det kan ikke være rigtigt. VK har de sidste år nedprioriteret professionshøjskolerne. Det har betydet besparelser på undervisningstimer, undervisere og større klasser. Generelt har vi som studerende oplevet en forringet kvalitet af vores undervisning. Vi er positive overfor SF og S’ udspil, der vil investere 600 millioner kroner i de videregående uddannelser, uddyber hun.

Finanslovsaftalen mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne skar cirka 60 millioner kroner af tilskuddet til professionshøjskolerne.

Når der bliver udskrevet valg vil samtlige uddannelsesorganisationer offentliggøre en spiseseddel til alle de politikere, som stiller op. Her kan politikerne krydse af, hvilke af de studerendes krav, de vil arbejde for.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. maj. 2011 - 12:41   03. sep. 2012 - 12:41

Indland