26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rent rødt kan redde efterlønnen

Rent rødt kan redde efterlønnen

Fredag, 13. maj, 2011, 18:28:21

Vælgerne skal give en S-SF-regering så stærkt et mandat ved valget, at der ikke bliver tale om at forringe efterlønnen, siger LO-formand Harald Børsting.

Regeringens nedskæringer på velfærden har mange gange samlet tusindvis af mennesker til protester. Her mod nedskæringspakken sidste juni.
Aage Christensen

Kun et rent rødt flertal kan redde efterlønnen efter valget.

Det står klart efter at S og SF tidligere i dag åbnede for, at en kommende S-SF-regering vil gå i forhandlinger om at forringe efterlønnen, hvis der der stadig er flertal for det efter valget.

– Jeg har noteret mig S og SF’s udmelding. Det er jo en grund til at give dem så stærkt et mandat som overhovedet muligt, så de ikke bliver bragt i den situation, siger formand for LO, Harald Børsting, til Arbejderen.

Da de Radikale går ind for en afskaffelse af efterlønnen, betyder S-SF’s udmelding, at flertallet for at bevare efterlønnen i sin nuværende form kun kan sikres, hvis den såkaldt »røde blok« får så mange stemmer, at S og SF kan danne regering med Enhedslisten som støtteparti.

Dansk Folkeparti siger ganske vist, at de ikke ønsker at forringe efterlønnen. Men Harald Børsting mener ikke at man skal regne med, at de efter valget vil fortryde deres deltagelse i forhandlingerne om at forringe den.

– Dansk Folkeparti er vist helt uden for pædagogisk rækkevidde. Trods løfter om det modsatte har de både forringet dagpengeordningen og nu også efterlønnen. Nu må deres vælgere ved valget selv forholde sig til, om de mener, at de føler sig svigtet, siger LO-formanden til Arbejderen.

Der er nu lagt op til, at det kommende valg i høj grad bliver et valg for eller imod efterlønnen.

– Vi må bruge kræfterne på at oplyse fagbevægelsens medlemmer om den konkrete materie i det, de er ved at brygge sammen i Finansministeriet, siger Harald Børsting.

Hos Enhedslisten kalder gruppeformand Per Clausen det »uforståeligt«, at S og SF åbner op for forringelse af efterlønnen.

– Lige nu handler det om at kæmpe mod alle forringelser af efterlønnen. Vi skal i den kommende valgkamp sikre et flertal mod dette i Folketinget, siger han.

Han understreger, at Enhedslisten til hver en tid vil stemme imod forringelser af efterløn og pension.

– En stemme på Enhedslisten er derfor en sikker stemme - både på en ny regering og på en bevarelse af efterlønnen, understreger Per Clausen.

Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk  Parti, opfordrer i en kronik i morgendagens udgave af Arbejderen til, at alle kræfter nu kastes ind i valgkampen for et kursskifte baseret på S-SF og Enhedslisten.

»Rød blok må stå sammen i et forsvar af efterlønnen op til, under og efter et valg,« skriver Jørgen Petersen, der også advarer mod at S-SF dropper løfterne om at stå fast på efterlønnen.

Læs kronikken "En folkeafstemning om efterløn" her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. maj. 2011 - 18:28   03. sep. 2012 - 12:41

Indland