EU er over 100 milliarder kroner fra at leve op til sin egen målsætning for 2010 om at støtte verdens allerfattigste lande.
EU mangler at levere 108 milliarder kroner til verdens fattige for at leve op til sin egen målsætning om at give 0,56 procent af sin bruttonationalindkomst i ulandsbistand i 2010.
Det viser nye OECD-tal for den globale ulandsbistand, som ulandsnetværket Concord Danmark er i besiddelse af.
Ikke mindre end ti EU-lande skar i deres ulandsbistand i 2010. Og intet tyder på, at det bliver bedre i år, hvor flere lande allerede har varslet drastiske nedskæringer i bistanden.
– Det er en falliterklæring, at EU-landene ikke lever op til deres egne bistandsløfter til verdens fattigste. EU har gentagne gange gentaget løftet om øget udviklingsbistand - men mangler adskillige milliarder fra at leve op til løfterne, siger Morten Emil Hansen, sekretariatsleder i Concord Danmark, til Arbejderen.
Concord Danmark er den danske del af Concord Europe, der repræsenterer 1600 udviklings- og nødhjælpsorganisationer i Europa.
Han uddyber:
– Samtidig udhuler de rige lande - inklusive Danmark - bistanden: De tager penge fra ulandskontoen – og bruger dem til at modtage flygtninge herhjemme og til at bekæmpe klimaproblemer. Det er vigtigt at holde fast i, at ulandsbistanden skal bruges til fattigdomsbekæmpelse og til at skabe udvikling i ulande.
Danmark lever op til EU’s målsætninger for ulandsbistand. Men regeringen har fastfrosset ulandsbistanden på 15,2 milliarder kroner årligt. Dén beslutning reducerer reelt Danmarks ulandsbistand med 2,3 milliarder kroner i perioden 2011-2013.
På grund af den forventede vækst i den danske økonomi vil ulandsbistanden kun være på 0,77 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) i 2013 – det laveste i 25 år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278